Nyheder om dansk og international svømning

World Para Swimming World Series - Dag 1

11. marts 2017, AF Christian Bundgaard

Førstedagen af World Para Swimming World Series i København bød på verdens- og europarekorder, ligesom der blev høstet danske medaljer i aftenens finaler. To danskere klarede desuden VM-krav.

Den første danske medalje blev vundet af Jonas Bastian Sørensen fra Roskilde Svømmeklub, der nappede sølv. Jonas svømmer i klasse S14 og tilbagelagde de 100 meter fri i tiden 0:57.00. Tiden var en ny dansk rekord i klasse S14. Kampen om guldet var uhyre tæt, idet Jonas kun var et sølle point fra guldet. Finalerne ved stævnet svømmes som såkaldte multidisability finaler, hvor tiderne omregnes til point.

Jeg er meget glad for min nye danske rekord, men kunne selvfølgelig godt have tænkt mig at komme under de 57 sekunder, sagde Jonas efter løbet.

Den anden danske medalje blev svømmet hjem af Lasse Winther Andersen fra Holbæk Svømmeklub, som i finalen i 50 meter Butterfly præsterede 0:27.54, hvilket rakte til en bronzemedalje. Lasse var efterfølgende ganske godt tilfreds og ser frem til den dobbelte distance, hvor det gælder kvalifikation til efterårets verdensmesterskaber i Mexico.

Aftenens tredje danske medalje leverede Niels Korfitz Mortensen. Niels vandt en klar sejr i 100 meter ryg, idet han i tiden 1:10.99 satte de øvrige konkurrenter grundigt til vægs. Niels klarede allerede i indledende VM-kravet og svømmede endda hurtigere i finalen. Niels havde dårligt nok forladt medaljeskamlen inden han igen var i vandet og sikrede sig en sølvmedalje i 50 meter fri. Tiden lød 0:28.79.

Jeg er rigtigt godt tilfreds med dagen, og særligt tilfreds er jeg med min kvalifikation til verdensmesterskaberne i Mexico, sagde Niels umiddelbart efter medaljeoverrækkelsen.

Den anden danske VM-kvalifikation stod Tisted Svømmeklubs Amalie Vinther for. I finalen i 400 meter fri præsterede den rutinerede dansker 5:21.77. Tiden rakte til en sjetteplads.

Derudover leverede amerikanske Leanne Smith en ny verdensrekord i klasse s4, da hun i 50 meter butterfly svømmede så hurtigt som 0:49.46. Viborg Svømmeklubs Nis Heide Pinnerup var også i rekordhumør, idet han med tiden 1:27.50 satte en ny europarekord i 100 meter ryg for svømmere med Downs.

Du kan tjekke alle dagens resultater på
http://www.titanium-media.de/cms/index.php?id=20&va_id=249&date=2017-03-1

Foto: Lars Thomsen

Kommenter nyhed