Nyheder om dansk og international svømning

VM Kortbane 2018 - Dag 3

13. december 2018, AF Jon Langberg

VM Kortbane 2018 bliver afholdt i kinesiske Hangzhou, og løber af stablen fra 11. til 16. december. Da der ikke er danskere til start, bliver vores dækning en smule mere begrænset end sædvanligt. Vi vil dog naturligvis holde jer opdateret med alle podier, rekorder og andre interessante detaljer fra mesterskabet.

200 Bryst - Herrer
1. Kirill Prigoda Rusland 2.00.16 - Verdensrekord
2. Haiyang Qin Kina 2.01.15
3. Marco Koch Tyskland 2.01.42

Aftenens første løb bød på endnu en verdensrekord, da Kirill Prigoda var snublende tæt på at bryde barrieren på to minutter - i et løb hvor han vandt over bla. den tidligere verdensrekordindehaver, Marco Koch. Du kan læse mere om rekorden her.

100 Fri - Damer
1. Ranomi Kromowidjojo Holland 51.14 - Mesterskabsrekord
2. Femke Heemskerk Holland 51.60
3. Mallory Comerford USA 51.63

Hollandsk dominans, med Kromowidjojo i en sikker sejr, specielt takket være en 26.48 hjemtur, mens Heemskerk lige præcis kom forbi Comerford på de sidste meter. Comerford sænker den amerikanske rekord undervejs.

200 Ryg - Damer
1. Lisa Bratton USA 2.00.71
2. Kathleen Baker USA 2.00.79
3. Emily Seebohm Australien 2.01.37

Verdensrekordindehaveren Katinka Hosszu, måtte se sig selv blive væltet af tronen, da hun bliver placeret på en fjerdeplads med 2.01.99. Det ender med en meget tæt kamp om guldet mellem de to amerikanske damer - men en hjemtur på 30.62 lukker løbet for Bratton, som sørger for en sejr over holdkammeraten.

100 Fly - Herrer
1. Chad le Clos Sydafrika 48.50
2. Caeleb Dressel USA 48.71
3. Zhuhao Li Kina 49.25

Verdensrekordindehaveren, sydafrikanske Chad le Clos, bliver verdensmester på kortbane for fjerde gang i træk, da han formår at holde førringen hele vejen til mål, på trods af at Dressel kommer med høj fart bagfra, og slutter de sidste 50 meter et halvt sekund hurtigere end le Clos.

800 Fri - Damer
1. Jianjiahe Wang Kina 8.04.35
2. Simona Quadarella Italien 8.08.03
3. Leah Smith USA 8.08.75

Den kinesiske 2002 pige, Jianjiahe Wang, vinder sit første verdensmesterskab, i en tid der er et stykke fra hendes junior verdensrekord fra World Cup stævnet i Budapest tidligere på året, der lyder på 7.59.44 - en tid der kun var 0.10 sekund fra den rigtige verdensrekord.

4 x 50 Medley - Mix
1. USA 1.36.40 - Verdensrekord
2. Holland 1.37.05
3. Rusland 1.37.33

USA tager endnu en holdkap sejr, og verdensrekord, i et løb hvor de noget utraditionelt stiller op med en kvinde, Olivia Smoliga, på førsteturen, hvilket betytder at Caeleb Dressel på sidsteturen måtte svømme holdet fra en syvendeplads op til førstepladsen, i gennem en god mængde bølger fra de øvrige hold, da langt de fleste havde herrer på de første to ture.

Således slut på denne aftens finaleafsnit. Vi er klar igen i morgen til at følge op på finaler osv. Du kan finde alle resultater hos Omega Timing, mens svømning kan ses på FINA TV.

Relaterede nyheder
Kommenter nyhed