Nyheder om dansk og international svømning

VM Kortbane 2018 - Dag 1

12. december 2018, AF Jon Langberg

VM Kortbane 2018 bliver afholdt i kinesiske Hangzhou, og løber af stablen fra 11. til 16. december. Da der ikke er danskere til start, bliver vores dækning en smule mere begrænset end sædvanligt. Vi vil dog naturligvis holde jer opdateret med alle podier, rekorder og andre interessante detaljer fra mesterskabet.

400 Fri - Herrer
1. Danes Rapsys Litauen 3.34.01 - Mesterskabsrekord
2. Henrik Christiansen Norge 3.36.64 - Nordisk rekord
3. Gabriele Detti Italien 3.37.54

Utrolig tæt finale i om det første medaljesæt ved mesterskaberne. Specielt om tredjepladsen var der tæt konkurrence, hvor Martin Malyution lå til bronze hele vejen til sidste vending, hvorefter Detti overhalede, og tog bronzen. Detti var efter 100 meter helt nede på en 7. plads, og svømmede sig derefter stille og roligt op i gennem feltet.

200 Fri - Damer
1. Ariarne Titmus Australien 1.51.38 - Mesterskabsrekord
2. Mallory Comerford USA 1.51.81
3. Femke Heemskerk Holland 1.52.36

Femke Heemskerk lagde hårdt fra lang, og førte løbet indtil halvvejs, hvorefter Comerford overtog føringen, mens Titmus med 28.19 på de sidste 50 meter, overhalede begge piger, og svømmede sig til titlen som verdensmester.

200 Fly - Herrer
1. Daiya Seto Japan 1.48.24 - Verdensrekord
2. Chad le Clos Sydafrika 1.48.32
3. Zhuhao Li Kina 1.50.34

Spændende finale, hvor Seto og le Clos kæmpede bravt om sejren, og begge svømmede under sidstnævntes verdensrekord på distancen, der lød på 1.48.56. Seto har faktisk en ganske god føring ved 150 meter, men le Clos kommer utroligt stærkt på de sidste meter, men når lige præcis ikke helt op til Seto.

400 Medley - Damer
1. Katinka Hosszu Ungarn 4.21.40
2. Melanie Margalis USA 4.25.84
3. Fantine Lesaffre Frankrig 4.27.31

Ganske suveræn sejr til Hosszu, der førte løbet fra start til slut. Interessant svømning af Margalis på andenpladsen, der svømmede forholdsvis langsomt på både fly og ryg, men specielt på de sidste 50 meter bryst, og crawldelen, formåede at svømme sig fra en sjetteplads til en andenplads.

200 Medley - Herrer
1. Shun Wang Kina 1.51.01
2. Josh Prenot USA 1.52.69
3. Hiromasa Fujimori Japan 1.52.73

Sikker sejr til Wang, mens resten af feltet lå ganske tæt. De øvrige syv svømmere sluttede indenfor 1.32 sekund af hinanden. Bla var Mitchell Larkin kun 0.05 sekund fra bronzemedaljen.

4 x 100 Fri - Damer
1. USA 3.27.78
2. Holland 3.28.02
3. Kina 3.30.92

USA vinder på deres høje bundniveau, mens hollænderne har de to hurtigste splittider, til henholdsvis Femke Heemskerk (50.93) og Ranomi Kromowidjojo (50.77).

4 x 100 Fri - Herrer
1. USA 3.03.03 - Verdensrekord
2. Rusland 3.03.11
3. Brasilien 3.05.15

Både USA og Rusland svømmer under den amerikanske verdensrekord, der lød på 3.03.30, fra Duel in the Pool tilbage i Manchester 2009, i superdragter.

Således slut på denne aftens finaleafsnit. Vi er klar igen i morgen til at følge op på finaler osv. Du kan finde alle resultater hos Omega Timing, mens svømning kan ses på FINA TV.

Relaterede nyheder
16. december 2018
15. december 2018
14. december 2018
13. december 2018
Kommenter nyhed