Nyheder om dansk og international svømning

Vejen Svømmeklub ansætter ny cheftræner

11. september 2019, AF Jon Langberg

Vejen Svømmeklub har ansat Tommas Salomonsen som ny cheftræner i klubben. Læs mere i klubbens pressemeddelelse herunder:

Ny cheftræner for konkurrenceafdelingen i Vejen Svømmeklub

Vejen Svømmeklub har pr. 15/8-2019 ansat Tommas Salomonsen som ny cheftræner for klubbens konkurrenceafdeling.

Tommas Salomonsen er 40 år og bor i Haderslev. Hans svømmekarriere startede i Esbjerg, hvor han gennem en lang årrække har været en del af klubbens førstehold, og trænet sammen med landets bedste svømmere. Endvidere har han været på landsholdet og han har deltaget i både Danske-, Nordiske-, Europæiske- og Verdensmesterskaber.

Tommas Salomonsen har stor trænererfaring fra ansættelse i flere danske svømmeklubber. Foruden denne erfaring har han været frivillig i flere idrætsforeninger, og han var i en lang årrække en del af triatlon verden, både som ungdoms træner for forbundet og klubtræner i Haderslev.

Ved siden af cheftrænerjobbet i Vejen Svømmeklub, arbejder Tommas Salomonsen som selvstændig byggetekniker.

Vores visioner

  • Et godt miljø, der kan tiltrække og fastholde svømmetalenter og trænere i hele regionen
  • Et bredt udbud af svømmehold, til mennesker i alle aldre
  • Et solidt talentudviklingskoncept og en attraktiv konkurrenceafdeling, der deltager i svømmestævner på højt niveau.

Vores missioner

  • At skabe en alsidig svømmeklub, hvor vi er i stand til at tiltrække svømmere til både konkurrence- og undervisningsafdeling
  • At vi hele tiden udvikler og forbedrer vores eksisterende svømmetilbud, for at sikre fortsat ny medlemstilgang samt fastholdelse af eksisterende medlemmer
  • At skabe miljø for ægte svømmeglæde, således at medlemmer i alle aldre motiveres og udfordres gennem svømning, uanset om det er som motionsform, som svømmeundervisning, og eller som konkurrencesport.
  • At vi kan tiltrække og udvikle svømmeinteresserede børn i vores undervisningsafdeling, med det formål at få kommende talenter til klubbens konkurrenceafdeling.
  • At vi i konkurrenceafdelingen kan tiltrække, fastholde og udvikle nye og eksisterende medlemmer, således at de opnår gode resultater ved deltagelse i regionale og nationale stævner.

Med ansættelsen af Tommas Salomonsen håber vi, i kraft af hans store erfaring både som svømmer og træner, at styrke Vejen Svømmeklubs undervisnings- og konkurrenceafdeling. Vi ser frem til at samarbejde med ham om at fastholde og udvikle klubbens trænerkompetencer og svømmere, vores træningsmetoder, og det gode sociale fællesskab i konkurrenceafdelingen.

Med venlig hilsen

Vejen svømmeklub

Bestyrelsen

Kommenter nyhed