Nyheder om dansk og international svømning

Triton Ballerup opsiger Morten Marstrand og Karsten Olesen

27. februar 2018, AF Jon Langberg

Triton Ballerup har netop offentliggjort at man har valgt at opsige elitechef Morten Marstrand, samt juniortræner Karsten Olesen - begge med fratrædelse ved udgangen af indeværende sæson.

Klubben begrunder opsigelserne med at man ikke har økonomi til at fastholde to fuldtidsstillinger - men har planer om at sammensætte en ny fuldtidsstilling til næste sæson.

Du kan læse mere i nedenstående skrivelse fra klubben:

TRITON stopper samarbejdet med Cheftræner og Juniortræner

TRITON har gennem det seneste år været igennem en hård periode med lukning og renovering af svømmehallen fra april til november 2017, hvor klubben har mistet mange medlemmer. Grundet disse omstændigheder, samt manglende medlemstilgang er det desværre ikke længere økonomisk forsvarligt for klubben at bibeholde to fuldtidsansatte trænere til klubbens junior- og seniorsvømmere.

TRITON har derfor valgt at opsige Elitechef Morten Marstrand og Juniortræner Karsten Olesen med fratrædelse ved sæsonens udgang 2017/2018.

Situationen til trods fastholder TRITON sin elitestrategi, fortsætter talentarbejdet og vil også fremadrettet være en del af toppen i dansk svømning. Vi bruger den næste tid på at få omstruktureret og stabiliseret klubbens økonomi og fastholder fokus på at skabe gode resultater i bassinet.

Klubbens bestyrelse vil nu gå i gang med at få sammensat en ny stilling til en kommende træner for TRITONS dygtige og talentfulde junior- og seniorsvømmere. Stillingen forventes besat fra sæsonstart 2018/2019

Vi ønsker Morten Marstrand og Karsten Olesen held og lykke fremover – og takker for godt samarbejde og flotte resultater.

Evt. spørgsmål til nærværende meddelelse kan rettes til klubbens bestyrelse på triton@tritonswim.dk.

Kommenter nyhed