Nyheder om dansk og international svømning

Thisted svømmeklub og Cheftræner Søren Rasmussen indstiller samarbejdet

1. maj 2019, AF Thomas Lund

Den rutinerede cheftræner, Søren Rasmussen, fortsætter ikke i Thisted svømmeklub - det har klubben meldt ud på sin facebookside. 

I Sørens tid i Thisted er det blandt andet blevet til en række danske juniorrekorder til Katrine Bukh Villesen, som senere er flyttet til Aalborg, hvor hun blev europæisk juniormester på 200 butterfly i 2017. Thisted svømmerne er de seneste sæsoner fortsat med meget flot svømning med Karoline Sørensen i spidsen som kvalificeret til EM for juniorer i Baku 2019. 

Thisted skriver således: 

Thisted Svømmeklub og Cheftræner Søren Rasmussen har efter gensidig overensstemmelse besluttet at slutte samarbejdet pr. 25/4-2019.
Søren har som talentudvikler og dygtig svømmetræner sat sit store præg på Thisted Svømmeklub. Vilkårene for foreningsidræt der rummer både bredde og elite, er imidlertid i disse år under stærkt pres og forandring. Det kræver prioriteringer og valg for at lykkes som både bredde- og elite klub.
En enig bestyrelse vurderer derfor, at der er behov for et andet udviklings set-up, så vi fortsat kan føre Thisted Svømmeklub godt igennem de fremtidige udfordringer, således at positionen som en af Danmarks førende svømmeklubber videreføres.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Søren for den store indsats, han har ydet. Vi håber, hans store viden kan komme i spil i en anden klub, til gavn for både nye talenter og svømme-Danmark.

P.b.v.

Thisted Svømmeklub

Jesper Sander
Formand

Kommenter nyhed