Nyheder om dansk og international svømning

Thisted Svømmeklub ansætter Flemming Poulsen

12. september 2021, AF Swimnews.dk

Thisted Svømmeklub har ansat Flemming Poulsen som træner. Flemming skal fungere sammen med klubbens nuværende cheftræner Mads Bjørn Hansen. Du kan læse mere i klubbens jobopslag herunder:

Thisted Svømmeklub overrasker med ansættelse af ny træner 

Efter en formidabel sæson i 2020/2021 overrasker Thisted Svømmeklub endnu engang ved at ansætte en legende inden for dansk svømning som en del af trænerteamet. 

Efter en imponerende sæson for Thisted Svømmeklub, som tæller både deltagelse ved EM og ikke mindst OL i Tokyo, sker der atter spændende nyt i klubben ved sæsonstart. 

“Vi glæder os til, at vi den 1. oktober kan byde Flemming Poulsen en varm velkomst, når han tiltræder som træner her i klubben. Vi ser utroligt meget frem til, at han sammen med vores respekterede Cheftræner, Mads Bjørn Hansen, tager hul på et helt unikt makkerskab bestående af to generationer af træningsfilosofier, som uden tvivl kan bringe en masse spændende ideer og kvalitet i spil.” fortæller en forventningsfuld formand, Jesper Sander.

Flemming Poulsen blev af Dansk Svømmeunion kaldt “en legende i dansk svømning” i forbindelse med, at han modtog unionens æresbevis for hans flotte præstationer som træner på internationalt niveau til EM, VM og OL. Flemming Poulsen har bl.a. været elitetræner for danske landsholdssvømmere og internationale medaljetagere i sin tid som træner hos Holstebro og Sigma. Han har derudover været Landstræner for Danmark, elitetræner for topklubber i Schweiz samt deltaget som træner ved OL hele syv gange – første gang i 1988 i Seoul, hvor Annette Jørgensen (nu Pedersen) fra Thisted Svømmeklub også deltog.  

”Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe kapacitet, vi her har hentet til Thisted. Flemming Poulsen vil medbringe erfaringer fra svømningens øverste hylde, og vi ser med spænding frem imod en ny sæson og denne unikke mulighed for indgå et samarbejde med en af de dygtigste landsholdstrænere, vi har haft i Danmark gennem tiden,” lyder det fra  formand Jesper Sander.

Flemming Poulsen har allerede et godt kendskab til Thisted Svømmeklub og klubbens historie, idet han i 1975-92 som træner i Holstebro var med til at etableret et godt og stærkt samarbejde mellem de to klubber bl.a. omkring planlægning samt facilitering af træningslejre.

“Flemming Poulsen kommer til Thisted Svømmeklub i en tid, hvor vi netop er i gang med at udbygge og opdyrke de internationale muligheder. Vi er en klub i vækst, så derfor er det også helt fantastisk, at vi med Flemming Poulsen får mulighed for at skabe endnu bedre rammer omkring svømmerne, når han med sine mange erfaringer fra international svømning og sine fantastiske menneskelige egenskaber kan bidrage til udviklingen af træningsmiljøet her i klubben,” vurderer Cheftræner Mads Bjørn Hansen. 

Mads Bjørn Hansen og Flemming Poulsen træder begge ind på bassinkanten i Thy-Hallen til oktober, når klubbens cheftræner vender tilbage efter deltagelse ved International Swimming Leauge (ISL). Sammen vil de skabe en retning, som uden tvivl vil styrke udviklingen i Thisted Svømmeklub og komme nutidens talenter til gode. 

"Det er meget få Svømmeklubber i Skandinavien – sandsynligvis ingen – som kan matche den trænerkombination af erfaring og svømmefaglige kompetencer, som de to herre vil bringe i spil over for talentmassen i Thisted Svømmeklub,” lyder konklusionen fra formand Jesper Sander. 

For yderligere kommentarer: 
Formand Jesper Sander, tlf.: 30711967

Kommenter nyhed