Nyheder om dansk og international svømning

Swim Open i Stockholm har startliste klar - Danish Open format fortsat uafklaret

21. marts 2021, AF Thomas Lund

Startlisten til Swim Open i Stockholm er klar - dejligt for svenskerne med vilkår man som dansk svømmeinteresseret blot kan drømme om i forhold til afviklingen af Danish Open.

Stævnet der afholdes d. 8-11 April har besøg af mange af de bedste danske svømmere der får skarp international konkurrence. Til start er internationale navne fra mange europæiske lande som: 

Marco Koch (Tyskland), Katinka Hosszu (Ungarn), Barbora Zeemanova (Tjekkiet) , Valentine Dumont (Belgien), Anastasia Gorbenko, Andi Murez (Israel), Felix Auboeck (Østrig), Louise Hansson, Michelle Colemann (Sverige), Kristian Gkolomeev (Grækenland), Marius Kusch (Tyskland), Andreas Vazaios (Grækenland/UK), Linnea Mack (USA), Giedrius Titenis (Litauen), Philip Heintz (Tyskland), Ida Hulkko (Finland), Jacob Heidtmann (Tyskland) og mange flere kendte internationale svømmere. 

Herudover er der naturligvis blevet plads til hele den svenske svømmeelite - altså omkring 40 svømmere i hvert løb. En startliste der ville minde om den til Danish Open hvis alle kvalificerede kan få lov til at stille op - bare uden de internationale svømmere naturligvis. 

Stævnet er placeret en lille uges tid før Danish open og med uklarheden om hvilket format Danish Open afvikles i kan det være at det er stævnet i Stockholm de bedste danske svømmere vælger at nedtrappe fuldt til. Det er i hvert fald noget af en opgave at skulle kvalificere sig til de Olympiske lege uden at kende den dag man skal gøre det mindre end en måned inden - det gør man i Stockholm. 

I Sverige er smittespredningen fra pandemien markant højere end i Danmark og også mange andre steder i Europa lykkes man med stævner med international deltagelse. Mest aktuelt stævnet i Marseille hvor Pernille Blume er til start sammen med flere andre nationaliteter. 

I Danmark er formatet for Danish Open fortsat uafklaret på grund af nogle stramme retningslinjer fra kulturministeriet. Retningslinjer der vil gøre det vanskeligt at arrangere Danish Open for i hvert fald samtlige de 400 professionelle svømmere der har haft mulighed for at træne siden december. Til trods for at de 2x kortbane DM i Helsingør i december ikke medførte smittespredning er restriktionerne som de er lige nu strammere for Danish Open end de var for DM i december, der blev afholdt midt i pandemiens 2.bølge. 

Som vi forstår det håber man fra unionens side på at retningslinjerne kan lempes inden Danish Open - måske at der kan opnås klarhed i forbindelse med åbningsplanen som Mette Frederiksen har annonceret d.23.03. 

For de hurtigste danske svømmere betyder det at de mindre end en måned inden en af de vigtigste dage i deres svømmekarriere ikke har klarhed over hvilken dag de rent faktisk skal kvalificere sig til EM og OL, i hvert fald en udfordring at håndtere - for den nationale gruppe at der er uklarhed om det mål de har haft for øje i vinterens træning.

En yderligere risiko for konkurrencesvømning i Danmark i en tid hvor hver dag uden vand stiller dansk svømning dårligere om 1 år, 5 år og nok også på endnu længere sigt. 

Kommenter nyhed