
Svøm Slagelse Korsør søger fuldtids-cheftræner
SVØM Slagelse Korsør søger en fuldtids-cheftræner. Du kan læse mere om jobbet herunder, eller i klubbens jobopslag. Ny ansøgningsfrist: 20. maj 2022
SSK søger cheftræner med ansættelse snarest og senest fra 1. august 2022.
Kunne du tænke dig et alsidigt job, hvor du har mulighed for at være med til at forme udviklingen af Svøm Slagelse Korsør? Så er stillingen som cheftræner i Svøm Slagelse Korsør måske noget for dig.
Vi søger en person der har passion for konkurrencesvømning, og som ønsker at være med til at udvikle klubben. Som person skal du være ihærdig, initiativrig og samarbejdsvillig samt have de rette ambitioner på klubbens vegne.
Vi forventer, at du er en stærk kommunikator, da du kommer til at have en stor kontaktflade til forældre, trænere, k-udvalg og bestyrelse. Det er meget vigtigt, at du ser klubben som en helhed og ikke kun som en konkurrence-afdeling. Vi tror på, at en god konkurrenceafdeling skabes igennem et solidt fundament og samarbejde på tværs af de forskellige afdelinger i klubben.