Nyheder om dansk og international svømning

Store danske forventninger til EM for juniorer

3. juli 2012, AF Jon Langberg

Dansk Svømmeunion har netop udsendt følgende pressemeddelelse om de Europæiske Junior Mesterskaber, der som bekendt skydes i gang i morgen, i Antwerpen, Belgien:

Fra og med i morgen, onsdag, den 4. juli til og med søndag, den 8. juli afholdes Europamesterskaberne for juniorer i svømning i den belgiske havneby Antwerpen.

Det danske hold udgøres af i alt 15 juniorsvømmere – henholdsvis otte piger og syv drenge.
 
Talentudvikler tror på tre – seks medaljer
Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, som vil være at finde ved bassinkanten i Antwerpen de kommende dage, har store forventninger til danskernes formåen.
- Jeg har forventninger til hele holdet generelt og vil mene, at vi resultatmæssigt bør kunne komme hjem med et sted mellem tre – seks medaljer, udtaler Michael Hinge, talentudvikler i Dansk Svømmeunion.
Særligt Aalborg-svømmeren Mie Ø. Nielsen, som også skal med til OL i London – i øvrigt som den yngste deltager blandt de danske atleter - er der store forventninger til. Men også førsteårs-juniorsvømmeren, Daniel Steen Andersen, fremhæver Michael Hinge, som en af de danske svømmere, der kan gå hen og blande sig i konkurrencen om topplaceringerne. Ligeledes en svømmer som Christina Munkholm bliver det rigtig spændende at følge de kommende fem konkurrencedage.
I pigernes 4x100 holdmedley mener Michael Hinge at guldet ligger inden for rækkevidde: - I fjor vandt pigerne bronze i denne holdkap, så i år har jeg en forventning om, at det bør kunne blive til guld for danskerne.
 
Klare udmeldinger forud for mesterskaberne
Hvor talentudvikleren ved tidligere lejligheder har været forsigtig i sine udmeldinger forud for et internationalt mesterskab, er der således i år meget klare forventninger om en række toppræstationer.
- Det hører til sjældenhederne at vi har så store individuelle forventninger, men vi har med en ret stærk årgang at gøre her, fortæller Michael Hinge og fortsætter: - Typisk siger jeg, at EM for juniorer er en læreplatform, men det er nu udvidet til også at omfatte at lære at vinde i skarp international konkurrence.
For Mie Ø. Nielsen bliver deltagelsen ved EM for juniorer en del af hendes forberedelse frem mod OL i London.
Mie deltager i pigernes 4x100 m fri holdkap torsdag aften, hvor holdet ventes at deltage i finalen. Endvidere stiller Mie op i 50 og 100 m rygsvømning – to discipliner, hvor den unge aalborgenser er forsvarende Junior Europamester.
 
Det danske EJM hold:

Piger:
Julie Aglund Lauridsen, SIGMA SWIM Allerød
Sarah Wiegant Bro, Lyngby Svømmeklub
Amailie Østrup, Horsens Svømmeklub
Cecilie Holten, Triton Ballerup
Mie Ø. Nielsen, Aalborg Svømmeklub
Julie Levisen, SMUT Terdrup
Christina Munkholm, Køge Svømmeklub
Anna Wermuth, OSK/STO
 
Drenge:
Morten Bak Hansen, JGI/A6
Anton Ørskov Ipsen, SIGMA SWIM Birkerød
Daniel Steen Andersen, Horsens Svømmeklub
Sebastian Strandberg, Aalborg Svømmeklub
Magnus Ekberg Westermann, Herlev Svømning
Mikkel Johansen, VI39/VAT Copenhagen
Martin Sønder Mathiesen, Hillerød Svømmeklub
 
Trænere og Ledere
Michael Hinge, talentudvikler, Dansk Svømmeunion
Mads Hjorth, supporttræner, AGF
Eyliefur Johannesson, klubtræner, Aalborg
Simon Winther, klubtræner, Sigma NS
Stig Michaelsen, klubtræner, Horsens
 
Konkurrencerne forløber alle fem dage med indledende afsnit klokken 09.00 og finaleafsnit klokken 17.00.

Kommenter nyhed