Nyheder om dansk og international svømning

Stig Michaelsen elitetræner i Køge

22. maj 2013, AF Thomas Lund

Horsens svømmeklub skriver at den nuværende Cheftræner Stig Michaelsen skifter til en stilling som elitetræner i Køge.

Man kan på www.simma.nu læse mere om det job som Stig skal bestride - han skal være sidestillet med nuværende elitechef Ricki Clausen. Yderligere info kan også findes i pressemeddelelsen fra Køge Svømmeklub som kan findes på deres hjemmeside http://ksk.dk/

Horsens har udsendt følgende

 

”Min beslutning om at forlade Horsens Svømmeklub, hviler udelukkende på det tilbud, jeg har fået,” forklarer Stig Michaelsen og understreger: ”så der er slet ikke tale om et fravalg af Horsens, men snarere om et fagligt tilvalg og et tilbud,
jeg ganske enkelt ikke kunne sige nej til.” Derfor lå det heller ikke i kortene – eller i Stigs bevidsthed – da han tegnede en ny femårig kontrakt med Horsens Svømmeklub sidste sommer. ”Den kontrakt blev underskrevet på baggrund af det potentiale, jeg så og ser i klubben – et potentiale der giver rig mulighed for fortsat udvikling og styrkelse af klubben under ledelse af en ny træner. For talenterne er der, og ikke mindst den helt rigtige, mentale indstilling til, hvad det
kræver at blive en del af den danske svømmeelite.”
Stadig våd bag ørerne
Da Stig kom til Horsens fra Holstebro for cirka seks og et halvt år siden, var han næsten stadig våd bag ørerne som svømmetræner. ”Jeg havde stadig rigtigt meget at lære og i Horsens har jeg fået de helt rigtige betingelser for, dels at
udvikle klubbens ambitioner, dels udvikle min egen faglighed som elitetræner inden for svømning,” forklarer Stig og smiler: ”det har været en spændende rejse, som har ført mig vidt omkring og det er da med stor stolthed, at jeg i dag
kan sende flere af mine svømmere af sted på landsholdssamlinger og til store internationale mesterskaber.”
Vemodigt men velfortjent
I Horsens Svømmeklub er det selvfølgelig med stort vemod, man tager afsked med Stig i løbet af sommeren. ”Vi havde meget gerne set, at samarbejdet med Stig var fortsat flere år frem,” forklarer bestyrelsens formand Jan Schmidt, ”men
vi har jo også godt fornemmet, hvordan Stigs arbejde med flere af vores svømmere har skabt opmærksomhed omkring Stig og hans trænergerning. Det er fuldt fortjent og vi ser det som den ultimative anerkendelse af det flotte stykke arbejde, Stig har lagt i klubben.” Der er ingen tvivl om, at Stig vil blive savnet i Horsens – ikke mindst af svømmerne, som i løbet af de mange timer til træning og til stævner har fået opbygget et enestående og tæt forhold til ham. Successen i vandet er nemlig ikke kun baseret på rå muskelkraft og teknik, men i lige så høj grad på den mentale samhørighed og anerkendende tilstedeværelse fra træneren. Bestyrelsen i Horsens Svømmeklub har igangsat en proces med at finde en afløser for Stig Michaelsen i løbet af den kommende tid. 
Kommenter nyhed