Nyheder om dansk og international svømning

Stig Michaelsen bliver talentudvikler i Kvik

8. juni 2019, AF Thomas Lund

Vi har modtaget følgende fra Kvik:

Så kom sidste fuldtidstræner på plads i KVIK, vi ansætter Stig Michaelsen som talentudvikler, og hovedansvarlig træner for K2! Stig er endnu en velrenommeret træner, som får sin faste gang på bassinkanten i vore svømmehaller.

Resultaterne taler for sig selv: Tidligere træner for Daniel Steen Andersen (Horsens Svømmeklub), som vandt guld ved de Europæiske Juniormesterskaber i 2013 i Poznan, Polen. Senere elitetræner i Køge, hvor klubben vandt flere danske seniormesterskaber, samt fra 2017 til nu har Stig været i Hillerød med fokus på talentudvikling, udvikling af trænerstaben, samt projektleder med fokus på at få undervisnings- og konkurrenceafdelingen til at arbejde sammen om mere talentfulde børn. Dét lyder lige som én KVIK har brug for 

Ved siden af sin trænergerning har Stig blandt andet taget Dansk Idrætsforbunds diplomuddannelse, Dansk Idrætsforbunds ITA-basisuddannelse samt filosofi som en del af en diplomlederuddannelse han er i gang med. Listen er lang, og længere end hvad der her skrevet står, når det kommer til uddannelse.

Stig udtaler:
”Jeg er først og fremmest taknemmelig og ydmyg over for den mulighed jeg har fået som talentudvikler og K2 ansvarlig i KVIK. Jeg har været glad for min tid i Hillerød, men muligheden for at arbejde i en klub som KVIK kunne jeg ikke afstå.

Jeg er i øjeblikket i gang med en Diplom i Ledelse som jeg får lov at gøre færdig og kan bruge i mit arbejde, hvilke jeg glæder mig over. Fordi for mig er talentudvikling meget mere end det vigtige arbejde på kanten uge efter uge med talenterne, som jeg glæder mig til hver dag jeg møder ind.

Talentudvikling er også ledelse, forståelse af en organisation, ansatte samt frivillige og samarbejdspartnere omkring denne. Det har jeg i de seneste to år fået lov at arbejde med og får nu fremadrettet mulighed for at gøre netop det, i en af Danmarks største foreninger.

Jeg ser frem til samarbejdet med Niels-Jørgen Jørgensen, Örn Arnarson Og Stefanie Veber samt øvrige trænerstab, klubbens ledelse og frivillige”.

Vi er stolte af vort nye trænerteam, og håber at vi kan få nogle gode lange sæsoner med fokus på udvikling af både trænere og svømmere.

Med venlig hilsen

Jens Jakobsen
Eliteleder

Kommenter nyhed