Nyheder om dansk og international svømning

Stefan Hansen ny cheftræner i Gentofte Svømmeklub

24. april 2012, AF Jon Langberg

Som bragt tidligere her på siden har Stefan Hansen valgt at stoppe som cheftræner i Triton. Nu er spørgsmålet om hvor han skal være træner i fremtiden blevet besvaret, da Gentofte Svømmeklub netop har sendt en pressemeddelelse med en præsentation af deres nye cheftræner:

Gentoftes nye cheftræner.
 
Bestyrelsen for Gentofte Svømmeklub er meget glade for at kunne meddele, at klubbens nye cheftræner pr. 1. august er Stefan Hansen. 
 
Stefan kommer fra en stilling som cheftræner i Triton Ballerup. Han har været træner for nogle af Danmarks bedste årgangs-, junior- og seniorsvømmere, der har markeret sig markant med medaljer ved DM for junior og senior, ved Nordiske årgangs-, junior- og seniormesterskaber, samt ved Europæiske juniormesterskaber.  
 
Gennem de seneste fem år har Stefan implementeret det aldersrelaterede træningskoncept i Triton Ballerup, der har haft status af talentkraftcenter under Dansk Svømmeunion. 
 
Stefan er 30 år, har en anerkendende indstilling, er meget ligefrem og samtidig overbevisende med gode pædagogiske egenskaber, både overfor svømmere, forældre og medarbejderne, trænerne i k-afdelingen.  Han ser et stort potentiale i Gentofte svømmeklub og glæder sig til at være den aktive og motiverende person, som sammen med trænerteamet er med til at fremme Gentofte Svømmeklubs svømmeglæde og inspirere svømmerne til at opnå succes. 
 
Vi er sikre på, at vi i Gentofte, med ansættelsen af Stefan, har fundet den rette person til at gennemføre vores klubudviklingsprojekt, så vi i fremtiden vil være en selvfølgelig del af den nationale juniorelite.
 
Svømmerne og trænerne er blevet informeret tirsdag aften, Stefan vil blive præsenteret tirsdag den 1. maj ved en hyggelig sammenkomst efter A- holdets træning.
 
Velkommen til Stefan
 
 
Venlig hilsen
 
Bestyrelsen
Kommenter nyhed