Nyheder om dansk og international svømning

Sejre og personlige rekorder på 4.dagen i Irland

27. juli 2019, AF Thomas Lund

Den danske landsholdsgruppe der deltager ved Irish summer nationals har haft en rigtig god dag ved stævnet. 

Det blev til dansk dobbeltsejr på pigernes 200 butterfly. Helena Rosendahl Bach forbedrede sin spritnye personlige rekord fra DM i Helsingør til tiden 2.10.13. I et olympisk perspektiv er kravtiden til OL 2.08.43. 2.pladsen i løbet sikrer Regitze Gaard sig der med 2.13.53 svømmer sin 3.hurtigste 200 fly nogensinde. 

På herrernes 400 fri blev det til endnu en dansk sejr da vejles Andreas Hansen vandt løbet og samtidig satte ny personlig rekord med 3.57.26. Andreas tidligerepersonlige rekord lød på 3.58.03 sat ved sidste års Em for juniorer. 

 

Det blev til dansk sejr i et forrygende opgør med det tyske landshold på pigernes 4x200 fri.

Holdet bestod af Amalie Søby Mortensen (2.03.16) - Line Jørgensen Bruun (2.04.28) - Mia Steen Duus (2.07.09) og Helena Rosendahl Bach (1.58.56). Med en samlet tid på 8.13.09 vinder det danske hold efter at have været bagud indtil de to sidste tag hvor Helena viste at hun ville vinde og svømmer forbi den tyske pige hun ellers var omkring 5 sekunder efter inden hun startede sin tur. 

I et olympisk perspektiv på 4x200 fri så skal man vist næsten være landstræner for at forstå hvad der skal til for at en holdkap uden for top 12 til VM kan kvalificere sig. Du er velkommen til selv at læse udtagelseskriterierne til OL her, det er ganske sandsynligt at andre har nemmere ved at gennemskue kriterierne end os på SwimNews. 

Umiddelbart så må der kigges mod 9.pladsen ved VM, da et holdkaphold kan udtages hvis det kan forventes at levere en tid der rækker til en 12.plads ved OL. Det kræver at man forventer at kunne slå 4 hold (da der kan være 16 hold med ved OL). Ved VM ved man at de 12 bedste hold får en plads ved OL og således får man også et pejlemærke på hvad der skal til for at slå 4 af de nationer der vil være med ved OL.  Ved VM gik 9.pladsen til Polen i 8.01.79 -  12.pladsen i Rio gik i 7.56.74, men det ser altså ud til at 8.01.79 er tiden man skal vise man kan slå - tror vi. Forsøget på at kvalificere en holdkap vil i givet fald skulle opnås ved et timetrial under danish open 2020. 

Især Helena Rosendahl Bachs split på sidsteturen bringer en dansk holdkap nærmere en mulig kvalifikation. Ved forrige EM svømmede Helena 1.59.93 med såkaldt flyvende start og flytter altså her niveauet til 1.58.56. Kombineres med Signe Bro der i sin bedste form har svømmet 1.58.64 med fast start kan man kombinere med f.eks. Emily Gantriis (2.00.48 flyvende ved EM i Glasgow) og en stribe andre danske svømmere, men for at blive ved stævnet i Irland (da det faktisk er iblandt de stævner hvorfra man kan udtages til at forsøge et time trial) så vil Amalie Søby Mortensens 2.01.89 med fast start være et bud. Det bliver spændende at følge om landstræneren ender med at vurdere at der er 4 piger der skal have chancen ved Danish Open 2020. Det havde selvfølgelig været nemmere at et dansk hold bare havde svømmet i Gwanju, hvor det havde været en formalitet at svømme under 8.08.38 og sikre en dansk OL holdkap plads. 

Kommenter nyhed