Nyheder om dansk og international svømning

Søren Rasmussen ansat som talentudvikler i Hillerød

21. juni 2019, AF Jon Langberg

Hillerød Svømmeklub har netop offentliggjort at man har ansat Søren Rasmussen som talentudvikler i kluben. Søren er født og opvokset i Hillerød, og startede sin trænerkarriere i klubben.

Hillerød Svømmeklub har ansat Søren Rasmussen som ny talentudvikler

Hillerød Svømmeklub kan med glæde meddele, at Søren Rasmussen den 15. august 2019 ansættes, som talentudvikler i Hillerød Svømmeklub, hvor han overtager roret fra Stig Michaelsen. Sammen med den nyansatte 1. holdstræner, Kim Skou vil han fortsætte udførelsen af den strategi og filosofi, klubben har lagt for fremtiden. Søren har en fortid i Hillerød Svømmeklub, hvor han grundlagde sin mangeårige karriere som svømmetræner. De seneste otte år har han dog prøvet kræfter vest for Storebælt, først som talentudvikler i Esbjerg Svømmeklub og derefter som cheftræner i Thisted Svømmeklub. Begge steder har han været med til at udvikle dygtige svømmere. Formand for Hillerød Svømmeklub, Tilde Juul udtaler:

’Søren er en meget dygtig talentudvikler både i kraft af sin store viden om og erfaring med svømning, og i kraft af sin evne til at skabe tillid og relationer til svømmere, forældre og trænerkollegaer. Med ansættelsen af Søren Rasmussen og Kim Skou vurderer jeg, at vi har fået ansat et yderst kompetent trænerteam og med den ro og retning, som bestyrelsen og de afgående trænere har skabt det seneste halvandet år, har vi store forventninger til fremtiden.’

Søren Rasmussen skal træne klubbens årgangssvømmere samt have ansvar for klubbens talentudvikling, herunder udvikling af klubbens unge konkurrencetrænere. Søren Rasmussen glæder sig til at komme tilbage til Hillerød Svømmeklub og udtaler:

’Det føles ret meget som at vende hjem. Jeg er født og opvokset i Hillerød, og jeg var træner i Hillerød Svømmeklub fra 1987 til 2000. Det er min overbevisning, at klubben står ’på spring’ til noget stort, med en strategi for udvikling og med et setup, der er anderledes end de fleste andre klubber.

’Den som går i andres fodspor, vil altid være bagefter’ er et citat, jeg ofte har delt og det er mit indtryk, at HILS tænker på samme måde. Jeg glæder mig derfor til samarbejdet og til – igen – at sætte mit aftryk på klubbens udvikling.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke svømmere, kollegaer og klubber for mine 8 år i det vestjyske. Det har været en skøn tid med jer og jeg har fået værdifuld erfaring på mange niveauer. Det vil jeg bringe med mig og I vil altid være i mit hjerte. Ses ’derude’.

Yderligere information

Tilde Juul, Formand i Hillerød Svømmeklub

Formand@hils.dk

Tlf. 51703995

Kommenter nyhed