Nyheder om dansk og international svømning

Rising Stars i FREM Odense

28. september 2020, AF Swimnews.dk

FREM Odense skal i samarbejde med Parasport Danmark være med til at løfte Parasporten i Danmark inden for svømning. Læs meget mere i klubbens pressemeddelelse herunder:

Rising Stars i FREM Odense

FREM Odense skal i samarbejde med Parasport Danmark være med til at løfte Parasporten i Danmark inden for svømning. Fra november 2020 kan Svømmeklubben FREM Odense således tilbyde para-atleter at blive en del af projektet Rising Star – et projekt der skal give flere para-atleter muligheden for at udleve deres sportsdrømme, og som kan give Odenses og Fyns borgere flere givende og motiverende oplevelser i vand

I FREM glæder bestyrelsen og de 1700 medlemmer sig til at kunne komme i gang med projektet – og forhåbentlig byde velkommen til en masse nye ansigter i foreningen.

”Parasport er absolut noget vi ser frem til at kunne gøre noget mere ud af. Og i samarbejde med Parasport Danmark er jeg sikker på, vi kan lave noget rigtigt godt til gavn for folk i Odense og evt. fra hele Fyn. FREM har altid taget et socialt ansvar, og det er vigtigt, at idrætsklubber ikke er snævre og sig selv nok, så derfor har vi hele paletten af medlemmer”, siger Christian Heyde-Petersen, formand i FREM, og fortsætter, ”Folk kan have forskellige udgangspunkter i livet, så det er vigtigt, at alle kan finde et fællesskab; og alle skal kunne føle sig hjemme i FREM og idræt – uanset om man er på vej til VM i livredning eller lige er begyndt til vandpolo. Vi er jo også en folkeoplysende forening, og derfor skal vi jo bidrage til at gøre os alle sammen lidt klogere og mere oplyste. Men hvem ved, måske Odense skal til at sende svømmere til De Paralympiske Lege? Det ville da være super!”

”Der er mange ting jeg skal holde styr på i en bredt-favnende klub som FREM med alle dens discipliner, men det er jo det der gør arbejdet spændende og udfordrende. Ideen her er, at vi laver nogle opstartshold til børn med funktionsnedsættelser, og så er det tanken, at efterhånden som de bliver bedre, og får lyst til at svømme mere, så tilbydes de mere og mere tid på de almindelige svømmehold. Inklusion og integration er vigtigt, og vi skal huske, at de alle an lære af hinanden ved at være sammen. Og derudover kan vi så som klub løfte dem alle, og de får et socialt fællesskab, funktionsnedsættelser eller ej”, siger Brian Marshall, udviklingschef i FREM.

Parasport Danmark og Rising Star findes også i atletik og bordtennis, og der samarbejdes med børneterapi og synskonsulenter. Målgruppen er i første omgang børn i alderen 7-15 år. 

Kontakt:

Svømmeklubben FREM Odense:
Formand Christian Heyde-Petersen mobil 51918618
Udviklingschef Brian Marshall mobil 22107005

Parasport Danmark:
Anne-Dorthe Andersen Idrætskonsulent Mobil: 21 34 44 24

Kommenter nyhed