
Rikke Møller Pedersen ramt af træthedsbrud i ribben
En yderst kedelig nyhed er netop rullet ind - Rikke Møller Pedersen har pådraget sig et træthedsbrud i et ribben, og er derfor ude af de kommende dages Danish Open, hvor hun skulle have kvalificeret sig til de Olympiske Lege.
Efter nogle dage med store smerter har Rikke fået en foreløbig diagnose fra lægerne: Sandsynligvis et træthedsbrud, et stressbrud, i et ribben mellem det ene skulderblad og rygsøjlen. Rikke skal dog i den kommende tid til yderligere undersøgelser, for at slå helt fast hvor galt det ser ud.
Rikke fortæller til Fyens Stiftstidende:
Jeg er i mit livs form, og min drøm er fortsat at komme til London og gøre en god figur.
Rikke har allerede klaret OL kravet individuelt, og DIF har derfor mulighed for at udtage brystsvømmeren selvom hun ikke har mulighed for at opnå stabilitetskravet de kommende dage i Bellahøj.
Jeg håber, at jeg i givet fald kan blive udtaget til OL alligevel, når jeg allerede har klaret kravet.
Hun fortæller til Fyens.dk at hun håber på at en pause fra fuld træning på tre-fire uger er nok til at få hende oven på igen.