Nyheder om dansk og international svømning

Pressemeddelelse: Chris Christensen tager en pause fra svømningen

8. maj 2018, AF Thomas Lund

Vi har modtaget følgende pressemeddelelse fra Holbæk svømmeklub:

 

Med stor beklagelse har Holbæk Svømmeklub modtaget en opsigelse fra elitetræner Chris Christensen, der har valgt at søge andre veje end svømningen. Om sit valg siger Chris:

 

”Jeg beder dagligt svømmerne om at forholde sig til deres mål og til formålet med at svømme på højt plan. Vi har specifikt snakket om, at det er vigtigt at kunne sætte ord på, hvad der er ”på spil” for dem. Det seneste stykke tid har jeg erkendt, at jeg selv har haft meget svært ved at svare på det spørgsmål. Når jeg samtidig har beskæftiget mig med svømning uafbrudt siden 2001 enten som svømmer og/eller træner, så føler jeg det er på tide at tage en pause”.

 

Om Chris’ beslutning udtaler sportschef Ricki Clausen:

 

”Det var selvfølgelig noget af en mavepuster, men efter jeg har tænkt nærmere over det kan jeg jo kun respektere og fuldt ud forstå Chris’ beslutning. Jeg tog selv en lignende beslutning i 2008 og det har jeg ikke fortrudt. Jeg ønsker Chris alt mulig held og lykke med det næste kapitel i livet”.

 

Holbæk Svømmeklub går nu på jagt efter en fuldtidstræner til klubbens A-hold og i samme åndedrag laves en lettere omorganisering af holdene, så man er klar til Holbæk Sportsby (med 50 x 25 meter bassin) åbner 1. januar 2019.

 

Holbæk Svømmeklub opslår ikke stillingen men snakker i stedet direkte med relevante kandidater. Har man spørgsmål kan man kontakte Ricki Clausen på rc@swimhsk.dk

 

Om den fremadrettede proces siger Sportschefen: ”Med et efterhånden temmelig slagkraftigt A-hold og en ny svømmehal fra 1. Januar er jeg ret sikker på, det ikke bliver svært at besætte den nye stilling. Mon ikke vi har en afklaring inden 1. Juni?”

 

Eventuelle spørgsmål kan stilles til Ricki Clausen på 26 25 25 31.

Mvh Holbæk Svømmeklub

Kommenter nyhed