Nyheder om dansk og international svømning

Politiken: Er 0,01 sek. for langsomt

2. april 2012, AF Thomas Lund

Politiken bringer idag en artikel vedrørende Mathias Gydesens "mislykkede" forsøg på at kvalificere sig til OL. Mathias udtrykker sit store ønske om at man udsteder en billet til ham selvom han ikke klarede kravtiden til OL da han med tiden 54.41 på 100 ryg var 1/100 over kravtiden. Mathias mener at det er i alles interesse at han ikke skal gøre endnu et forsøg på at kvalificere sig til OL, ved EM i Debrecen, da dette vil forringe hans muligheder for at præstere fænomenalt ved OL.

Lars Sørensen udtaler til Politiken:

Sammen med OL-chef Jesper Frigast og Team Danmark skal vi vurdere hans præstation. Det kan blive til en OL-udtagelse, fordi han har været så tæt på, eller vi kan vælge at give Mathias en ny chance i forbindelse med EM i maj. I vurderingen vil det også indgå, at han svømmede noget langsommere i finalen.

Det er naturligvis et dilemma som parterne står i. Der er både spørgsmålet om 1/100 delen for meget og spørgsmålet om den langsommere finalesvømning, da det var i indledende heats at Mathias var tæt på kravtiden.

Hvis det er muligt at udtage Mathias selvom han ikke har opnået kravet er det forhåbentlig i alles interesse at Mathias kommer til OL og repræsenterer Danmark med en oplagt finalemulighed. Dansk Svømmeunion har de senere år haft en politik om at kravtider skal opnås i finaler og ikke i indledende, som må være det som Lars Sørensen refererer til med ovenstående udsagn. I dette tilfælde kan man så spørge sig selv om man gerne vil have en med som har vist niveau til at svømme sig videre om morgenen eller hvis tiderne var byttet om, svømme en god tid i finalerne, men aldrig nå så langt da han så ikke ville nå videre fra indledende ved f.eks. forrige VM på langbane.  

Kommenter nyhed