
Pernille Blume under kravtid til OL
Pernille Blume svømmede sig her til formiddag under kravtiden til de Olympiske Lege i Tokyo. Det skete på 100 fri, hvor hun i det indledende afsnit ved Golden Tour stævnet i Marseilles svømmede 53.73, hvilket er 0.65 sekund under OL kravet der lyder på 54.38.
Pernille slutter sig dermed til Signe Bro, der med 53.83 også svømmede under OL kravet på netop 100 fri, ved OL Kvalifikationsstævnet i Vejle tidligere på måneden. Da der til OL kun er to pladser i hvert løb, skal evt. andre håbefulde svømmere på denne distance, slå en af de to piger af med en hurtigere tid, for at kvalificere sig individuelt.
På lige netop 100 fri er der også en 4x100 fri holdkap til OL, der begynder at tage form. Danmark er ikke kvalificeret endnu, men ser ud til sagtens at kunne stille et hold der er stærkt nok til at tage en af de fire tilbageværende pladser til OL. Hvis man ser på startlisten til Swim Open Stockholm, ser det da også ud til at alle profilerne på 100 fri har fået øjenene op for holdkappens potentiale, og er klar til start. Foruden Pernille og Signe, er Julie Kepp Jensen, Emilie Beckmann, Emily Gantriis og ikke mindst Jeanette Ottesen klar til start - sidstnævnte blev tilbage i 2011 verdensmester på lige netop 100 fri på langbane.
Pernille er videre til aftenens finale på distancen som femtehurtigst, og skal der svømme mod bla. Marie Wattel, Femke Heemskerk, Charlotte Bonnet, Federica Pellegrini og Michelle Coleman - et stærkt felt, som måske kan motivere til en endnu hurtigere tid i aften. I morgen står den for Pernille på 50 fri, hvor hun som forsvarende olympisk mester, må forventes at klare kravtiden uden nogen form for besvær.
Svømmere under OL kravene:
- Anton Ørskov Ipsen (800 fri)
- Pernille Blume (100 fri)
- Signe Bro (100 fri)