Nyheder om dansk og international svømning

OL kval stævne - det skal du holde øje med fredag

4. marts 2021, AF Thomas Lund

I morgen, fredag starter kvalifikationsperioden til EM og OL på langbane for alvor med den første mulighed på dansk grund for at opnå kravtiderne. Der er såkaldt OL kvalifikationsstævne i Vejle. 

Weekendens stævne bliver således spændende at følge på mange måder. Man skal måske ikke hænge sig alt for meget i hvor mange kvalifikationer det reelt bliver til de næste 3 dage, men mere se stævnet som en del af noget større. Stævnet viser de første perspektiver for dansk svømning fremadrettet - forhåbentlig nogle indikationer på hvad dansk svømning kan byde på internationalt både i 2021 - men i det hele taget i årene der kommer hvor der forhåbentlig er en mindre påvirkning fra pandemier end 2020 har budt på. Der har ikke været meget langbanesvømning siden 2019 så det bliver spændende om der er svømmere der har udviklet sig rigtig meget så der måske er overraskelser der blander sig i kampen om kvalifikationerne. 

Da stævnet er en første mulighed og ikke en sidste vil svømmerne der deltager være ret forskelligt forberedt, men det er tvivlsomt om nogen vil være det man kalder fuldt toppede. Det skal dog ikke afholde fra at mange stadig kan kvalificere sig - om ikke til OL - så i hvert fald gå efter at sikre en forlængelse af kvalifikationsperioden til OL via en kvalifikation til EM på langbane. Stævnet er en mulighed for frit at give den et skud og se om det allerede kan lykkes her. Man skal samtidig være opmærksom på at det er de hurtigste under kravtiden der kvalificerer sig når perioden er slut - ikke de første til at kvalificere sig. I nogle enkelte løb kan det spille en rolle. 

Der er lavet en rigtig fin optakt til stævnet hos dansk svømmeunion her. Der er alle de links du skal bruge for at følge stævnet. 

Stævnet svømmes med indledende klokken 09.30 og finaler klokken 17 alle 3 dage. Det kan følges på livetiming her og på dansk svømmeunions youtube kanal. 

Kravtider til EM kan findes her og til de olympiske lege her

Vi vil de 3 dage se lidt på hvad du kan holde øje med: 

200 bryst Damer: 

Pigernes brystsvømning er nok det sted der kan komme størst konkurrence om pladserne. OL kravet lyder 2.25.52 og EM kravet 2.27.70.

Hurtigste pr er Thea Blomsterberg med 2.25.98. Næsthurtigste pr. er Anna Wermuth med 2.27.70. Clara Rybak-Andersen har 2.28.78 tidligere mens Josefine Pedersen med 2.30.60 som pr. normalt vil være bedre med på 50 og 100 bryst, men det må tiden vise. I hvert fald et spændende løb at starte stævnet med med mulige kvalifikationer til begge mesterskaber og samtidig kamp om pladserne henover foråret. 

200 fri Damer: 

OL krav 1.57.28 - EM krav 1.59.04. 

Signe Bro er nok pigen der skal holdes mest øje med her. Signe har tidligere år haft for vane at svømme rigtig hurtigt tidligt på sæsonen så det bliver interessant at følge. Måske ligger den største chance for et OL krav dog på 100 fri. Signe har tidligere svømmet 1.58.64.

Med i feltet er også Islandske Snæfridur Sol, der har trænet i Danmark i en årrække. Sol skal prøve at klare det Islandske krav til EM, der lyder 2.03.5 eller måske endda OL b-kravtiden 2.00.80.

50 fly Damer:

EM kravet er 26.34 på distancen der ikke svømmes ved OL. Her vil der komme 2 danske EM deltagere - det er mere spørgsmålet hvem: 

På startlisten står Jeanette Ottesen, der dog meldes skadet. Hun har naturligvis svømmet langt under EM kravet med sin danske rekord på 25.24. Emilie Beckmann har 25.72 som pr mens Amalie Mikkelsen (26.47) og Caroline Erichsen (26.85) også har EM kravet inden for rækkevidde. 

50 fly herrer:

EM krav er 23.66 og er nok mest realistisk for Rasmus Nickelsen med en personlig rekord på 24.19. Den danske juniorrekord er i øvrigt Daniel Steen Andersens 24.10 og må være inden for rækkevidde. 

50 fri damer: 

EM krav 25.14 - OL 24.77. 

Pernille Blume er ikke til start så umiddelbart er det en god chance for Julie Kepp Jensen der har en personlig rekord på 24.89 og således er inde for rækkevidde af begge kravtider. Jeanette Ottesen er også på startlisten, men som tidligere nævnt meldt skadet. Elisabeth Sabroe Ebbesen har personlig rekord på 25.76. 

50 fri herrer:

EM kval 22.34 - OL 22.01. 

Danske herresvømning og crawl sprint er sjældent en skarp kombination, men i disse år synes der at være flere gode bud - måske især på 100 meteren. Tættest på er Kevin Witt Christensen med 22.85, men som sagt er der svømmere der har forbedret sig meget uden at have været i konkurrence på langbane i flere år. 

1500 fri damer (svømmes i finaleafsnit): 

Em krav 16:46,93 - OL krav 16:32,04 

To svømmere med store muligheder for i hvert fald EM krav og måske også OL krav i løbet af foråret. Maria Grandt med pr. på 16.46.22 og Helena Rosendahl Bach med 16.40.75. 

1500 fri herrer (svømmes i finaleafsnit): 

EM krav: 15.14.50 - OL krav 15:00,99

Alexander Aslak Nørgaard eneste svømmer på startlisten. Med de 14.47.75 ved indledende ved VM i Gwanju er det selvfølgelig en stor mulighed for kvalifikation. Alexander har dog til Politiken udtalt at en skulder- og knæskade gør at han ikke regner med at svømme stærkt i weekenden.

Kommenter nyhed