Nyheder om dansk og international svømning

Nikolaj Skovmose stopper i Holstebro

13. juli 2017, AF Jon Langberg

Nikolaj Skovmose har fået nyt job i en sjællandsk klub, og stopper således efter fem år som cheftræner i Holstebro efter denne sæson.

Holstebro Svømmeclub skal have ny cheftræner efter sommerferien

Nikolaj Skovmose har efter fem års ansættelse fået nyt job i en svømmeklub på Sjælland. Holstebro Svømmeclub er gået på jagt efter ny cheftræner

Holstebro Svømmeclubs cheftræner Nikolaj Skovmose har sagt op og begynder 1. september i et nyt job hos en svømmeklub på Sjælland. Det betyder, at Holstebro Svømmeclub for første gang i fem år skal ansætte en ny cheftræner.

Nikolaj Skovmose understreger, at han ikke har søgt væk fra Holstebro – men at han søger hen mod et nyt sted, der kunne tilbyde gode muligheder, som han ikke kunne takke nej til.

”Jeg er ikke færdig med at udvikle mig som træner og som menneske, og jeg har fået et enestående tilbud om at arbejde sammen med nogle svømmere og trænere, som jeg vil kunne lære meget af. Det kunne jeg ikke sige nej til,” siger Nikolaj Skovmose.

Han vil se tilbage på fem år i Holstebro med mange gode oplevelser og erfaringer.

”Jeg har været glad for de muligheder, jeg har haft. Jeg har sat et stort præg på udviklingen i Holstebro Svømmeclub, og det har været en fed oplevelse. Jeg vil også gerne sige stor tak til organisationen, til svømmerne, forældrene, trænere, Holstebro Elitesport og ikke mindst årgangstræner Mads Maj, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med,” siger Nikolaj Skovmose.

I Holstebro Svømmeclub har man modtaget cheftrænerens opsigelse med lidt blandede følelser, forklarer formand Troels Iversen.

”På den ene side er vi kede af, at Nikolaj rejser, og det er svømmerne også. Men på den anden side glæder vi også på Nikolajs vegne. Vi vidste jo godt, det ville komme en dag, for vi har fra begyndelsen talt helt åbent med Nikolaj om, at han også skulle have frihed til at bygge sin egen karriere,” siger Troels Iversen.

Nikolaj Skovmose har blandt andet gennemført Danmarks Idrætsforbunds diplomtræneruddannelse som led i sin ansættelsesaftale med Holstebro Svømmeclub. Og i takt med, at klubbens svømmere har dygtiggjort sig, har cheftræneren også flere gange været udtaget som assisterende landsholdstræner.

”Vi er stolte af, at vi ikke kun udvikler elitesportsudøvere. Vi udvikler også trænere, og vi kan se, at Nikolaj har udviklet sig både som træner og som menneske, mens han har været i Holstebro. Han er dygtig og fagligt ambitiøs og vil gerne udvikle sig endnu videre. Derfor glæder vi os sammen med Nikolaj over, at han kan få nye faglige input og nye impulser i en anden klub,” siger Troels Iversen.

Nikolaj Skovmose har sidste arbejdsdag i HSC 18. august, hvor efter han vil afvikle ferie.

Kommenter nyhed