Nyheder om dansk og international svømning

Nikolaj Skovmose ansat i Viborg Svømmeklub

23. maj 2018, AF Jon Langberg

Viborg Svømmeklub har netop offentliggjort at man har ansat Nikolaj Skovmose som ny fuldtidstræner i klubben. Du kan læse meget mere i klubbens pressemeddelelse herunder:

Pressemeddelse fra Viborg Svømmeklub

Det er med meget stor glæde, at vi kan meddele, at vi i går aftes skrev kontrakt med 33-årige Nikolaj Skovmose, som fuldtidstræner i Viborg Svømmeklub. Nikolaj tiltræder 1. juli 2018. Nikolaj ansættes som supplement til Mia Duedahl, og de kommer sammen til at indgå i et stærkt trænerteam med klubbens øvrige trænere.

Nikolaj bliver ansvarlig for klubbens årgangssvømmere, men vil indgå på tværs af alle konkurrencehold.

Vi er utrolig stolte og glade for at have indgået dette samarbejde med Nikolaj, da vi mener, at Nikolaj kan være med til at fuldende vores trænerteam i Viborg Svømmeklub.

Den kommende ansættelse i Viborg Svømmeklub ser Nikolaj Skovmose frem til:

”Det er en meget spændende mulighed i Viborg, hvor jeg ser meget frem til at udvikle mine teamkompetencer i samarbejdet omkring udvikling af klubben og svømmerne med de øvrige trænere. Ikke mindst ser jeg meget frem til daglig sparring med Mia omkring svømmernes udvikling fra talent til elite. Jeg synes, at Viborg gennem de seneste år har gennemgået en spændende udvikling, og jeg tror på at mine specifikke kompetencer, i et tæt samarbejde med de øvrige træneres styrker, kan vise sig at være et unikt og stærkt team, der sammen kan flytte klubben mod nye højder i dansk svømning”, siger han.

Mia Duedahl udtaler om ansættelsen: 

”Vi er utrolig glade for, at Nikolaj bliver en del af Viborg Svømmeklub. Jeg synes Nikolaj besidder rigtig gode kompetencer og erfaringer som jeg glæder mig til, at han kan bidrage med. Jeg ser meget frem til den daglige sparring med Nikolaj omkring udvikling af den enkelte svømmer og klubben som helhed, i et stærkt samarbejde med det øvrige trænerteam. Nikolaj vil i fremtiden være en stærk faktor i en fælles udviklingen af Viborg Svømmeklub”, siger hun.

Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Nikolaj og ønsker ham varmt velkommen i Viborg Svømmeklub.

Bestyrelsen Viborg Svømmeklub

Kommenter nyhed