Nyheder om dansk og international svømning

Mindeord: Farvel til en fantastisk træner og en meget kær kollega

8. september 2018, AF Swimnews.dk

Efter den alt for tidlige afsked med Kennet Steiniche Kjeldsen, har Nanna Grønbæk, i samarbejde med nogen af de mennesker i dansk svømning der kendte Kennet bedst, skrevet nogle flotte mindeord:

Tirsdag den 4. september gik Kennet Steiniche Kjeldsen meget pludseligt bort i en alder af blot 34 år. Alt for tidligt må vi dermed sige farvel til en fantastisk træner, en meget kær kollega men først og fremmest et dejligt menneske.

Kennets gode humør, ambitiøse og seriøse tilgang til svømmetrænerjobbet, og hans evne til at tænke langsigtet og strategisk har været en gevinst for alle de svømmeklubber, som Kennet har været en del af i sin tid som træner.

Kennets stærke personlige og relationelle kompetencer har været stærkt medvirkende til at skabe de resultater, han har været så stor en del af i de klubber, han har været ansat i. I særdeleshed har Kennet formået at sætte et flot aftryk i de to klubber, han senest har været ansat i - Vejle Svømmeklub og Silkeborg Svømmeklub. På meget kort tid er Kennet lykkedes med at samle et godt team omkring sig, og sammen har de skabt et stærkt fundament for et ambitiøst klubudviklingsprojekt.

Lige siden han startede som træner har Kennet været på jagt. På jagt efter det optimale set-up. Et optimalt set-up for udvikling af klubben og af svømmerne. I denne jagt har Kennet altid været god til at suge til sig fra de personer, han har arbejdet sammen med. Det gælder lige fra hans ophold på Trænerskolen i den spæde start på trænerkarrieren, til de cheftrænere og trænerkollegaer, han gennem tiden har arbejdet sammen med. Altid nysgerrig og udfordrende.

Lige så god han var til selv at suge til sig og til at lære, lige så god var han til at lære fra sig og til at inspirere kollegaer omkring sig. Altid fuld af gode ideer. En kollega, man kunne komme til, hvis man havde brug for inspiration til sin træning eller havde nogle udfordringer med at forme den rette struktur i sin klub.

Kennet bliver af mange kollegaer betegnet som en svømmenørd – og det i sin allerfineste betydning.

Kennet brugte nogle år udenfor svømningen, hvor han arbejdede som guide og turleder på fjerne, eksotiske destinationer. Før en rejse var han ofte lidt forsigtig. Men han udfordrede sig selv, og hans mod blev større og større. Kennet voksede virkelig med sine rejser. Og det er egentligt et rigtig godt billede af Kennet; En mand som fik gjort det, han havde sat sig for!

For flere trænere var Kennet ikke blot er en trænerkollega. Han var også en nær ven. Venskaber, der blev grundlagt tilbage i tiden, hvor Kennet var svømmer i Silkeborg og på juniorlandsholdet. Altid kendetegnet ved godt humør, stor hjælpsomhed og oprigtig interesse i menneskene omkring ham.

Flere af os i dansk svømning har fået lov til at følge Kennet i hans udvikling fra en forvirret teenagedreng, der bare gerne ville være blandt de bedste, til at blive en voksen mand med indsigt og forsat med en lyst til at være blandt de bedste.

Vi har ikke længere mulighed for at følge Kennet. Det har hans alt for tidlige død sat en stopper for. Vi vil savne Kennet i dansk svømning som både en dygtig træner og et fabelagtigt givende og nærværende menneske.

Vores tanker går til Kennets familie og allernærmeste.

På vegne af danske svømmetrænere, Nanna Grønbæk

Silkeborg Svømmeklub bringer et mindeord på klubbens hjemmeside, som kan læses her.

Kennet begraves onsdag den 12. september kl. 14.00 i Allerlyst Kirke i Silkeborg.

Kommenter nyhed