Nyheder om dansk og international svømning

Michael Phelps: Den bedste olympiske atlet nogensinde

31. juli 2012, AF Jon Langberg

Efter en skuffende sølvmedalje på 200 fly og en suveræn sejr på 4x200 fri er Michael Phelps nu oppe på hele 19 olympiske medaljer, fordelt på 15 guld, 2 sølv og 2 bronze. Denne bedrift betyder at han nu kan kalde sig den mest vindende olympiske atlet nogensinde, da han slår Larissa Latyninas rekord på 18 medaljer.

Larissa Latynina var gymnast fra det tidligere Sovjetunionen, og vandt i årene 1956 til 1964 sine 18 medaljer - En rekord man i mange år betragtede som umulig at slå.

Michael Phelps er således den suverænt bedste olympiske atlet, uanset hvordan man kigger på tallene. Flest medaljer, flest guldmedaljer og flest guldmedaljer ved et OL - En imponerende præstation af amerikaneren, der har meddelt at London bliver hans sidste OL.

Vi kan imidlertid forvente at Phelps vil gøre hvad han kan for at rykke rekorden et stykke højere op, da han stadigvæk mangler 100 fly, 200 im og 4 x 100 holdmedley - Alle løb hvor han må forventes at være med i medaljekampen.

Kommenter nyhed