Nyheder om dansk og international svømning

Mathilde Pugholm Hvid ny førsteholdstræner i Silkeborg Svømmeklub

19. november 2018, AF Peter Lund Hansen

Silkeborg Svømmeklub har offentligtgjort at de har ansat den tidligere elitesvømmer Mathilde Pugholm Hvid som ansvarlig træner for klubbens bedste svømmere. Mathilde kommer fra en stilling som svømmeskoleleder i AGF og som svømmetræner i Århus 1900 Triathlon.

(Mathilde ses yderst til venstre på billedet)

Nedenstående pressemeddelse fra Silkeborg Svømmeklub.

Ny førsteholdstræner med fokus på helheden

Med tilgangen af Mathilde Pugholm som ansvarlig træner for Silkeborg Svømmeklubs dygtigste svømmere har klubben igen fået en stærk kapacitet på kanten.Mathilde vil være en vigtig ressource i at indfri klubbens målsætning om at udvikle og løfte det sportslige niveau i eliteafdelingen. Mathilde har en lang karriere som elitesvømmer på højeste nationale niveau med i baggagen. Hun har blandt andet vundet flere danske seniormesterskaber, samt deltaget ved internationale mesterskaber og World cup-stævner. Som aktiv svømmer har hun tilegnet sig værdifuld svømmefaglig erfaring under to af Danmarks absolut bedste trænere. Dels Bo Jacobsen i Esbjerg og senere i  Aalborg Svømmeklub ved Eyleifur Johannesson, som begge af flere omgange er kåret til årets træner i Danmark.

Mathilde har allerede været inde over klubbens førstehold i et par måneder. Således stod Mathilde med ansvaret til de netop overståede Danmarksmesterskaber for junior og seniorer.

Formand for Silkeborg Svømmeklub Pia Johansen udtaler: ”Allerede under det netop overståede DM demonstrerede Mathilde sine kompetencer som coach. Det er tydeligt, at hun har værdifuld erfaring med store stævner og personlig indsigt i, hvad der skal til, når det gælder. Den viden formår hun at give videre. Selvom hun kun har kendt svømmerne i kort tid, imponerede hun i rollen som træner på så stor en scene.”

Senest har Mathilde fungeret som svømmeskoleleder i AGF og sideløbende været triatlon-træner i ungdomsafdelingen i Århus 1900 – sidstnævnte, vil Mathilde også varetage fremover.

I Silkeborg Svømmeklub ser bestyrelsen desuden frem til at få glæde af Mathildes erfaring som idrætskoordinator ved DGI Østjylland, hvor svømning og events var hendes primære fokusområde. Denne baggrund betyder, at Mathilde udover trænerrollen vil varetage opgaver med relation til hele klubben. Samarbejdet med klubbens øvrige ansatte – især breddechef og talentudvikler – vil være tæt. Det er bestyrelsens klare forventning, at vi med den nye konstellation i teamet vil løfte niveauet for sjov, lærerig og udviklende svømning i hele klubben. Vi tror på, at samarbejdet vil være med til at skabe et arbejdsmiljø, som forankrer en fælles udvikling og øget kvalitet i alle klubbens aktivitetstilbud. Det vil løfte klubben hele vejen fra de yngste børnesvømmere, der starter i svømmeskolen, til de mere erfarne på teenage- og voksenhold. Vi ser frem til dette fælles løft, og glæder os over at samarbejdet med Mathilde nu er permanent.

 

Relaterede nyheder
Kommenter nyhed