Nyheder om dansk og international svømning

Mads Maj stopper i Holstebro Svømmeclub

15. juni 2018, AF Jon Langberg

Mads Maj har valgt at stoppe i Holstebro Svømmeclub, efter et år på posten som cheftræner, og sammenlagt fem år som træner i klubben. Mads Maj starter i et nyt job 1. august. Læs meget mere i pressemeddelelsen herunder:

Holstebro Svømmeclub skal have ny cheftræner

Cheftræner Mads Maj har efter fem år i Holstebro valgt at søge nye udfordringer og tiltræder derfor nyt job pr. 1. august

Cheftræner Mads Maj har meddelt bestyrelsen i Holstebro Svømmeclub, at han har fået nyt job pr. 1. august. Han er blevet ansat i en anden svømmeklub, som senere selv vil præsentere Mads Maj som ny cheftræner i klubben.

Mads Maj understreger, at han ikke ser jobskiftet som en rejse ”væk fra” Holstebro, men som en rejse ”hen til” nye udfordringer.

- Jeg har været, og er stadig, meget glad for at bo og arbejde i Holstebro. Jeg har nogle fantastiske svømmere og et godt samarbejde med svømmere, trænerkolleger og frivillige i Holstebro Svømmeclub. Men hvis jeg skal videreudvikle min karriere, så er tiden kommet til, at jeg skal prøve nye udfordringer, og nu fik jeg et rigtig godt tilbud, som jeg meget gerne ville sige ja til, forklarer Mads Maj.

Holstebro Svømmeclubs bestyrelse havde gerne set Mads Maj blive i klubben, men har forståelse for, at en ung træner gerne vil ud for at opleve mere og udvikle sig.

- Mads blev oprindeligt ansat som årgangstræner i Holstebro Svømmeclub. Vi var glade for at kunne forfremme ham til cheftræner, da muligheden bød sig. Vi synes, at han har klaret opgaven meget tilfredsstillende og havde ønsket, at han ville fortsætte. Det er lidt ligesom, når børnene flytter hjemmefra: Man er lidt ked af det, men samtidig stolt over, at de kan stå på egne ben og forfølge deres drømme og karrieremål, så vi ønsker Mads Maj alt det bedste i fremtiden, siger klubbens formand Troels Iversen.

Han forsikrer, at Mads Maj får de bedste anbefalinger med på vejen fra Holstebro.

. Mads har et godt blik for ledelse og udvikling. Han har blandt andet opbygget et dygtigt team af trænerassistenter, som har udviklet sig meget flot både svømmefagligt og personligt under Mads’ supervision. Han er god til at samarbejde med forældrene, og svømmerne er glade for den træningsfaglige feedback og menneskelige omsorg, som han har givet dem. Det er gode egenskaber, og Mads skal nok klare sig godt i sit nye job også, siger Troels Iversen.

Mads Maj fortsætter i sin nuværende cheftrænerstilling i Holstebro Svømmeclub hen over sommeren og skal blandt andet føre klubbens svømmere gennem DM. Den sidste opgave i Holstebro bliver at hjælpe Helena Rosendahl Bach med sommerens forberedelser til EM, som afvikles i august.

Holstebro Svømmeclub vil hurtigst muligt opslå fuldtidsstillingen som cheftræner med tiltrædelse 1. august.

På klubbens vegne

Troels Iversen
formand@hsc-holstebro.dk
Tlf. 29 66 31 02

Kommenter nyhed