Nyheder om dansk og international svømning

Mads Maj bliver ny cheftræner i Holstebro

21. august 2017, AF Jon Langberg

Holstebro Svømmeclub har netop offentliggjort at man har ansat Mads Maj til at overtage jobbet som cheftræner efter Nikolaj Skovmose. Du kan læse meget mere i nedenstående pressemeddelelse fra Holstebro:

Mads Maj er ny cheftræner i HSC

Holstebro Svømmeclub har ansat klubbens hidtidige årgangstræner, 27-årige Mads Maj, som ny cheftræner

Holstebro Svømmeclub har fået ny cheftræner. Det er den 27-årige Mads Maj, som de seneste tre år har fungeret som klubbens træner for de yngste elitesvømmere. Dermed får Mads Maj det overordnede ansvar for træningen af klubbens 70 konkurrencesvømmere og en ny rolle som leder for en håndfuld trænerkolleger. Samtidig skal han sammen med klubbens breddeansvarlig sørge for en høj faglig kvalitet i svømmeundervisningen, så Holstebro Svømmeclub også fremover kan levere hurtigtsvømmende talenter.

- Jeg glæder mig rigtig meget til de mange spændende udfordringer vi har foran os i Holstebro. Vi skal i gang med at implementere en ny organisation i konkurrence-afdelingen, og jeg tror på, at det kommer til at gavne alle svømmerne. Jeg ser mange spændende muligheder i denne nye struktur, og jeg tror, at det er en stor fordel for svømmerne - både for træningen og det sociale, siger Mads Maj.

Han har selv været med til at udarbejde den nye struktur, som vil give bedre muligheder for at tilpasse træningen til svømmernes individuelle behov og samtidig give bedre muligheder for, at svømmerne kan få god balance mellem træning og socialt sammenhold både i klubben og i fritiden.

Oplægget er udarbejdet i samarbejde med klubbens hidtidige cheftræner Nikolaj Skovmose, som i sommer fik nyt job i svømmeklubben KVIK Kastrup. Mads Maj er glad for at have overtaget stafetten.

- Jeg har haft tre fantastiske år som årgangstræner under Nikolaj. Den tid har jeg formentlig lært mere omkring svømning, end jeg nogensinde kommer til igen. Nikolaj har været en fantastisk kollega, ven og makker på bassinkanten. Jeg har både fået lov at afprøve egne ideer, blive oplært af en rutineret træner og udvikle min egen identitet som træner, siger Mads Maj.

Den nye cheftræner overtager træningsansvaret for nogle meget dygtige og ambitiøse svømmere, som de senere år har vundet mange medaljer nationalt, og som er begyndt at deltage i internationale stævner.

- Jeg ser frem til dagligt at arbejde med et utrolig spændende junior-/senior-hold, hvor vi har 24 fantastiske svømmere på højt niveau! Alle svømmerne er ambitiøse, og jeg føler allerede, at vi har et rigtig godt sammenhold på tværs af holdet. Det bliver en fornøjelse at arbejde sammen med dem allesammen, og være med til at præge deres udvikling, siger Mads Maj.

Han glæder sig også over det fortsatte samarbejde med klubben og aktørerne rundt omkring HSC.

- Jeg glæder mig til fortsat at arbejde sammen med både bestyrelsen og alle de frivillige i klubben - uden jer havde vi slet ikke en klub. Derudover glæder jeg mig til fortsat at have et rigtig godt samarbejde med Holstebro Elitesport, så vi fortsat kan tilbyde de bedste rammer for vores atleter i alle aldersgrupper, siger Mads Maj.

Holstebro Svømmeclub havde modtaget en håndfuld ansøgere til stillingen som cheftræner, men ingen kunne matche Mads Majs kvalifikationer. Efter Mads Majs forfremmelse vil klubben snarest muligt ansætte en ny årgangstræner til de lidt yngre elitesvømmere.

Kontaktoplysninger for pressen: Mads Maj, tlf. 30 34 51 98

Kommenter nyhed