Nyheder om dansk og international svømning

Mads Bjørn Hansen ny cheftræner i Thisted

19. oktober 2019, AF Jon Langberg

Thisted Svømmeklub har netop offentliggjort at man har ansat Mads Bjørn Hansen som ny cheftræner i klubben. Du kan læse mere i klubbens skrivelse herunder:

Ny cheftræner til Thisted Svømmeklub

Thisted Svømmeklub har indgået aftale om ansættelse af den internationalt erfarne Mads Bjørn Hansen, som ny cheftræner i klubben.

Det er med stor glæde, at Thisted Svømmeklub kan meddele, at der er ansat ny cheftræner. Valget er faldet på Mads Bjørn Hansen, der påbegynder sin nye rolle den 1. december 2019.

- Jeg er glad for, at vi i processen med at finde en ny Cheftræner ender med en så stærk og kompetent kandidat som Mads Bjørn Hansen, lyder det fra bestyrelsesformand i Thisted Svømmeklub, Jesper Sander Andersen.

Mads Bjørn Hansen har de seneste to et halvt år været træner på Dansk Svømmeunions Nationale Træningscenter (NTC) og har arbejdet med nogen af de største svømmeprofiler i Danmark, såsom OL-guldvinder Pernille Blume og verdensrekordindehaver Rikke Møller Pedersen. Erfaringerne fra tiden med de allerstørste navne inden for sporten ser han frem til at videregive til de mange talenter i Thisted Svømmeklub:

– Jeg glæder mig til at blive en del af svømmesporten og udviklingsarbejdet i Thy. Der er masser af talentfulde svømmere, og jeg er ikke i tvivl om, med den interesse og sportsglæde, som jeg tydeligt kan mærke, der er i oplandet, at der kan opnås mange flotte resultater på et helt nyt niveau, fortæller Mads Bjørn Hansen.

Fokus på at udvikle internationale svømmere

Forventningerne til Mads Bjørn Hansen er store forud for hans tiltrædelse ved årets udgang. Med ansættelsen af den nye cheftræner indleder Thisted Svømmeklub nemlig en ny strategi for konkurrenceafdelingen, hvor ambitionen er at udvikle svømmere, der i fremtiden kan opnå resultater på internationalt niveau.

- Det er vores ambition at sætte nye sportslige mål og standarder for vores elitesatsning. Thisted Kommune er en Team Danmark Elitekommune og som en af de prioriterede idrætsgrene, er vi med ansættelsen af Mads Bjørn Hansen klar til at jagte nye mål. I den proces er vores samarbejde med Thisted Kommune, Eliteidrætsrådet og vores hovedsponsorer af allervigtigste betydning, udtaler bestyrelsesformand i Thisted Svømmeklub, Jesper Sander Andersen.

Der er ingen tvivl om, at Mads Bjørn Hansens mange internationale kompetencer, høstet fra både tiden på NTC og fra en tid som cheftræner for flere canadiske universitetshold, bliver guld værd for den nordjyske svømmeklub:

- Mads Bjørn Hansen kommer med stor erfaring, og han vil i samarbejde med den øvrige dygtige trænerstab løfte hele vores K – afdeling, lyder vurderingen fra bestyrelsesformand i Thisted Svømmeklub, Jesper Sander Andersen.

ligeledes meget til samarbejdet med Mads Bjørn Hansen og han er sikker på, at

klubben derved har fundet den helt rigtige Cheftræner til Thisted Svømmeklub.

Allerede nu ser Mads Bjørn Hansen frem til at komme i gang med de mange nye og spændende arbejdsopgaver, som skal være med til at sikre endnu flere gode resultater både ved de nationale og internationale mesterskaber.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at være med til at skabe nogle nye og meget anderledes rammer med et internationalt perspektiv. Helt fra begyndelsen, hvor klubben og jeg indledte en snak om et muligt samarbejde, har det været tydeligt for mig, at der i klubben er en gruppe af dygtige frivillige og ansatte, som har både evnerne og viljen til at arbejde sammen om at løfte Thisted Svømmeklub til nye højder. Derfor har jeg også store forventninger til mit arbejde og fremtiden her i Thy, lyder det afslutningsvis fra Mads Bjørn Hansen.

Fakta om Mads Bjørn Hansen

35-årige Mads Bjørn Hansen har været træner på NTC fra 2017 til 2019, hvor han har været med til at træne flere af de største danske svømmeprofiler såsom Pernille Blume, Viktor B. Bromer, Rikke Møller Pedersen og Lotte Friis.

Mads Bjørn Hansen har derudover været ansat i flere canadiske storklubber, indledningsvis som cheftræner for Regina Dolphins og University of Regina Cougars’ fra 2011 til 2014, dernæst som universitetstræner ved University of Calgary fra 2014 til 2017.

Den kommende cheftræner har en bachelor i idræt fra Aarhus Universitet og en kandidatgrad i biomekanik fra University of Regina, Canada. Mads Bjørn Hansen har samtidig taget den 1-årige Diplomtræneruddannelse fra Aalborg Sportshøjskole, og han har efterfølgende fungeret som både underviser og foredragsholder for Dansk Svømmeunion og det Canadiske Svømmeforbunds træneruddannelser.

Mads Bjørn Hansen tiltræder cheftrænerstillingen den 1. december 2019 og vil i en overgangsperiode indgå i et samarbejde med nuværende cheftræner Frederik Jessen for at opnå den bedst tænkelige opstart.

Kontaktinformation

Ønskes yderligere information eller udtalelser kan bestyrelsesformand i Thisted Svømmeklub, Jesper Sander Andersen, kontaktes på e-mail: jesper.sander@hotmail.com eller på mobil: 3071 1967.

Kommenter nyhed