Nyheder om dansk og international svømning

Lotte og Jeanette på tur til Brasilianske Holdmesterskaber

20. april 2012, AF Jon Langberg

Under overskriften "Friis og Ottesen bliver sambastjerner" kan man læse at Lotte Friis og Jeanette Ottesen har fået et tilbud om at deltage i de Brasilianske Holdmesterskaber for klubben Corinthians i Rio de Janeiro.

Lotte Friis fortæller om beslutningen om at tage en tur på den modsatte side af jorden, midt i en olympisk sæson:

Vi er blevet inviteret med til de brasilianske holdmesterskaber. Det lyder spændende, og jeg kunne ikke rigtigt sige nej til en rejse til Brasilien. Der er ingen af os, der ved, om vi stadig svømmer på topplan til den tid. Så det her er vores mulighed for at komme til at svømme i Brasilien. Samtidig er det en god mulighed for at få konkurrenceerfaring på et tidspunkt i sæsonen, hvor der ikke er så mange stævner.

Det kommer dog ikke til kun at handle om holdmesterskaber og besøg på den legendariske Copacabana strand:

Vi skal i hallen hver eneste dag og svømme. Både konkurrencer og almindelig træning. Den stopper ikke, bare fordi vi er i Brasilien. Så det bliver hårdt, men forhåbentlig også sjovt.

Med på turen er foruden Jeanette og Lotte også den assisterende landstræner, Bas Jan Stam. 

Kommenter nyhed