Nyheder om dansk og international svømning

Landsholdssvømmer testet positiv ved Danish Open

8. juni 2013, AF Jon Langberg

Landsholdssvømmeren Frans Johannessen fra Esbjerg Svømmeklub er blevet testet positiv for det forbudte stof Terbutalin.

Vi har modtaget følgende pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion:

Svømmeren Frans Johannessen fra Esbjerg Svømmeklub er blevet testet positiv for det forbudte stof Terbutalin (benyttes blandt andet imod astma) i forbindelse med afholdelse af Danish Open i marts måned. Den umiddelbare konsekvens heraf bliver et afbud til de kommende ugers Mare Nostrum stævner i henholdsvis Barcelona og Canét.

Frans Johannessen vurderer selv, at den positive test skyldes astma-medicin, som han benyttede under Danish Open.

Jeg er vant til at bruge en inhalator hver dag. Derfor skænkede jeg det ikke en tanke, at den nye inhalator som jeg benyttede under Danish Open, kunne indeholde et stof, som er forbudt, siger Frans Johannessen.

I Esbjerg Svømmeklub er både bestyrelse og træner, Thomas Stub, rystede over den positive test, men også hos Dansk Svømmeunion skaber nyheden stor ærgrelse.

Det er naturligvis en både chokerende og ærgerlig nyhed at modtage, at en af vores landsholdssvømmere er ramt af en dopingsag. Men her og nu må vi også holde fast i, at sagen først skal til at begynde. Vi må derfor væbne os med tålmodighed og afvente, at sagen behandles i regi af Danmarks Idrætsforbunds Dopingudvalg, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.

Den positive test får som umiddelbar konsekvens, at Frans Johannessen ikke kommer til at deltage, som ellers planlagt, i Mare Nostrum stævnet i Barcelona den 11. – 12. juni og i Mare Nostrum stævnet i Canét den 15. – 16. juni.

Danmarks Idrætsforbunds Dopingudvalg har indkaldt Frans Johannessen til en samtale medio juni. Herefter vil Dopingudvalget indsende en indstilling til DIF’s Dopingnævn, der vil indkalde til høring. Det må således forventes, at der kommer til at gå nogle uger, før sagen er afgjort.  

For yderligere information kan Frans Johannessens klubtræner, Thomas Stub, kontaktes på mobil 2062 1350 og direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, kontaktes på mobil 2920 6161. 

Kommenter nyhed