Nyheder om dansk og international svømning

Kolding Svømmeklub ansætter Thomas Christiansen

18. december 2018, AF Peter Lund Hansen

Kolding har ny træner på kanten til klubbens Talenthold, og siger i samme omgang tak for denne gang til tre trænere. Læs meget mere i klubbens skrivelse herunder:

Nyansættelse i K-afdelingen til Talentholdet

Kolding Svømmeklub blev i efteråret kontaktet af en trænerkandidat, som ønskede at blive en del af Kolding svømmeklub. Vi stod dog i et dilemma, idet vi i forvejen har dedikerede trænere på posten han bejlede til.

Det er derfor svært for os at skulle sige tak for denne gang til Maj-Britt Christensen, Keld Christensen og Tina Kristensen, som har gjort en kæmpe indsats på holdet. Vi er sikker på at de vil blive savnet på holdet.

Efter nytår tiltræder Thomas Christiansen som træner på Talentholdet/T(+) han vil være at finde på kanten til alle træninger holdet har, men vil også biddrage på de øvrige hold i K-afdelingen.

Thomas har dybe rødder i svømning og undervisning både i bredden og på konkurrence plan. Thomas var i sin til træner for Rikke Møller Pedersen, da hun svømmede i Odense.

Thomas skriver selv om sin ansættelse i Kolding Svømmeklub:

Jeg er taknemmelig for igen at være med i fællesskabet i Kolding Svømmeklub. Jeg glæder mig til rejsen med Talentholdet ind i vandet og til de berigende oplevelser, vi skal dele med hinanden.

Jeg ser især frem til at dele livsglæde i gode og nære relationer med alle jer piger, drenge og forældre.

Jeg elsker vandleg, svømning og vandaktiviteter, som har fyldt mit liv med glæde og mening fra midten af 70’erne.

Jeg svømmede konkurrencesvømning i knap 20 år og toppede på DM-finaleniveau. Jeg er stadig en habil svømmer også ud i det åbne vand. Undervejs har jeg dyrket det fantastiske spil vandpolo, hvor jeg blev dansk ynglingemester med FREM i sin tid.

Min svømmeunderviserkarriere startede i 1988, og jeg opfandt ’talentholdet’ i Odense og ”Glad svømning” året efter. På mine konkurrencehold havde jeg fornøjelsen af hundredvis af engagerede forældre, forbilledlige frivillige og skønne børn og unge; heriblandt supertalenter som Louise Ørnstedt, der sidenhen blev dobbelt OL-finaledeltager og kortbaneverdensmester i rygcrawl, samt ikke mindst vores egen verdensrekordholder i brystsvømning, Rikke Møller Pedersen, som jeg nu glæder mig over atter at være klubkammerat med.

Jeg var en af idémændene bag start- og træningsfællesskabet STO 95 og stod fra 1995-2002 for talentudviklingen i Odense, hvor jeg var ansvarlig træner for talenthold samt årgangsgruppe 2 og 1. Fra 2002-2004 var jeg førsteholdstræner i Ringe Svømmeklub.

Svømmeverdenen har dannet grobund for mit professionelle arbejde de seneste 25 år som klubtræner, fagansvarlig underviser i Vandaktiviteter på idrætsuddannelsen på Syddansk Universitet, landskonsulent i DGI Svømning, breddechef i Esbjerg Svømmeklub og svømmelærer- og træner på Bernstorffsminde Efterskole (Berns).

Jeg er på femtende år animatør, undringsviser samt indehaver af Fornemmelse.dk, hvor jeg er særligt optaget af at skabe livsglæde i fællesskaber.

Jeg har en bacheloruddannelse i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet, og svømmefagligt er jeg blandt meget andet elitetræneruddannet i Dansk Svømmeunion (SVØM) i 1998. Jeg har et om-fattende forfatterskab bag mig i både SVØM, DGI Svømning, Dansk Triatlonforbund og eget regi.

Glad svømning, Thomas

Vi glæder os til at byde Thomas velkommen i klubben

Med venlig hilsen
K-udvalget

Kommenter nyhed