Nyheder om dansk og international svømning

Kirsten Detlef ny cheftræner i Horsens Svømmeklub

28. maj 2020, AF Jon Langberg

Kirsten Detlef bliver ny cheftræner i Horsens Svømmeklub, da klubbens nuværende cheftræner, Mads Hjorth, har valgt at indstille sin trænerkarriere. Læs meget mere i klubbens skrivelse herunder:

VIGTIG INFO: Ny Cheftræner for Konkurrenceafdelingen i Horsens Svømmeklub

Tidligere elitesvømmer, Kirsten Detlef, med næsten 20 års trænererfaring starter som ny cheftræner i Horsens Svømmeklub den 1. august

For at hellige sig familielivet har cheftræner i Horsens Svømmeklub Mads Hjorth valgt at stoppe sin professionelle karriere som svømmetræner på ubestemt tid. Vi har altid været yderst tilfredse med Mads og hans indsats, men har fuld forståelse og respekt for hans beslutning.

I begyndelsen af Maj, startede vi derfor jagten på en ny cheftræner for konkurrenceafdelingen. Klubbens vision om at skabe et kompetence- og kraftcenter indenfor svømmesport i Horsens har været afgørende for de kvalifikationer og kompetencer, vi har søgt efter. Det samme gælder naturligvis svømmernes trivsel og mulighed for fortsat at udvikle sig.

Kort omkring vores nye cheftræner

Det har været en intens og koncentreret rekrutteringsproces og vi kan med stolthed oplyse, at Kirsten Detlef fra DeltaSwim Fredericia Svømmeklub bliver ny Cheftræner i Horsens Svømmeklub med start 1. august 2020. Kirsten startede som svømmetræner i 2001 og har arbejdet med konkurrencesvømmere siden 2006 – de seneste i 3 år i Fredericia og inden da 10 år i Vejle.

Med ansættelsen af Kirsten Detlef får vi en træner, der svømmefagligt er stærk. Vores nye cheftræner er lærerudannet med bl.a. idræt som linjefag og sideløbende svømmelæreruddannelse. Det er på det seneste suppleret med uddannelse som Diplomtræner og ITA sammen med en lang række specialiserede kurser indenfor svømning og træning.

Kirsten har selv en baggrund som tidligere elitesvømmer i Fredericia og Kolding og netop derfor forstår hun svømmerne – både om alt det, der handler om svømning, og alt det, der ikke handler om svømning.

Du kan læse mere om Kirsten i vores Information & Biografi Kirsten Detlef.

Nu glæder vi os til, sammen med Kirsten, at vi i Horsens Svømmeklub tager hastige skridt frem imod byens kommende 50 m bassin, der forventes at stå klar ved Forum Horsens i 2021. Det nye bassin og den ekstra vandkapacitet er længe ventet fra klubbens side, men det kræver selvfølgelig også meget af os som organisation at sikre alle faktorer er på plads op til åbningen – derfor har vi allerede rigtig travlt med at styrke, opbygge og klargøre os.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, er du altid meget velkommen til at skrive retur eller ringe direkte til mig.

Horsens Svømmeklub ønsker Mads Hjorth alt tænkelig held og lykke fremadrettet, og håber selvfølgelig at se ham i klubsammenhæng på et senere tidspunkt.

Jeg ønsker dig en fantastisk sommer og med venlig hilsen

Kim Nissen
Bestyrelsesformand

Kommenter nyhed