Nyheder om dansk og international svømning

Kasper Linddal årets træner 2019

10. marts 2021, AF Thomas Lund

Overskriften er ganske højaktuel - årstallet til trods. Der er nemlig tale om et af mange hængepartier skabt af coronapandemien - nemlig kåringen af årets træner for kalenderåret 2019, der skulle have været overrakt ved Danish Open 2020. 

Prisen har tidligere været et samarbejde mellem dansk svømmetræner sammenslutning og dansk svømmeunion, men "DSTS" blev nedlagt i september 2019. 

På denne lidt uddaterede side kan du læse mere om årets træner hos dansk svømmeunion

Kriterierne for årets træner fremgår således: 

Nationale og internationale resultater skabt i det forgangne kalenderår

Den sportslige udvikling af enkelte atleter/hold

Udviklingen af klub og/eller træningsmiljøer

Særlig indsats til gavn for dansk svømning

I 2017 (kåret 2018) gik prisen til Winnie Faber fra H2Odense, mens Jonas Lundström fra Sigma modtog prisen for året 2018 (kåret 2019). 

Prisen for 2019 går til Gentoftes cheftræner Kasper Linddal.

Komiteen der står bag prisen har blandt andet peget på Kasper på grund af den udvikling, som Kasper har været med til at skabe i Gentofte, hvilket flere internationale resultater i 2019 satte en tyk streg under. 

Ingen tvivl om at Kasper er en yderst velfortjent vinder af prisen. Glædeligt at der også er lagt vægt på klubudvikling, da Kasper om nogen har været med hele vejen fra at Gentofte var en klub der primært dyrkede årgangssvømning til idag med international seniorsvømning. 

Du kan se en video på dansk svømmeunions facebookside hvor landstræner Stefan Hansen overrækker prisen og interviewer Kasper her

 

Kommenter nyhed