Nyheder om dansk og international svømning

Karsten Winther ny årgangstræner i Holstebro

28. november 2017, AF Lasse K. Hansen

Holstebro Svømme Cluv har for få timer siden offentliggjort at den tidligere cheftræner i Haderslev SVømmeklub cheftræner Karsten Winther bliver ny årgangstræner i klubben.

Læs hele pressemeddelsen nedenfor:

Holstebro Svømmeclub har ansat 30-årige Karsten Winther som ny årgangstræner. Han afløser Mads Maj, som efter sommerferien overtog posten som cheftræner i Holstebro.
 
Karsten Winther er læreruddannet og har derudover lang erfaring som svømmetræner, blandt andet som cheftræner i Haderslev.
 
”Jeg begyndte selv at svømme, da jeg voksede op i Fredericia, og allerede som 12-13-årig var jeg hjælpeinstruktør i svømmeskolen. Senere fik jeg lov til at hjælpe med træning at talentholdet og fandt ud af, at det var dét, jeg gerne ville. Og så valgte jeg at stoppe med selv at svømme for i stedet at blive træner. Og det har jeg været lige siden,” fortæller Karsten Winther.
 
I Holstebro Svømmeclub skal han arbejde med årgangssvømmerne. Det er drenge og piger i alderen 12-15 år, som udvikler sig fra at skulle deltage i de allerførste stævner og mesterskaber, og som forhåbentlig vil fortsætte op gennem rækkerne som junior- og seniorsvømmere.
 
”Min opgave bliver at give svømmerne basen i det tekniske, men nok så vigtigt også at give dem lysten til at fortsætte som juniorer og seniorer,” siger Karsten Winther og tilføjer, at han som person foretrækker guleroden frem for pisken.
 
”Man kunne sikkert godt ’piske’ svømmerne til at blive meget hurtige årgangssvømmere, men så risikerer man, at de bliver træt af den hårde træning og helt dropper svømning som 15-årige. Jeg foretrækker det langsigtede fokus, hvor målet er, at de skal blive rigtig gode juniorer,” forklarer han.
 
Karsten Winther glæder sig til at arbejde med talenterne i Holstebro Svømmeclub.
 
”Jeg søgte jobbet, blandt andet fordi HSC både har de yngste talenter og et godt junior/seniorhold, som blandt andet tæller et par landsholdssvømmere. Det er vigtigt, at årgangssvømmerne har nogle gode forbilleder, så de kan se, at det kan lykkes for dem også,” siger han.
 
Stillingen som årgangstræner er et fuldtidsjob, men Karsten Winther får en flyvende start. Han er nemlig ikke helt færdig med sit forrige job som folkeskolelærer i Silkeborg. Her fratræder han først til juleferien, sådan at han fra nytår kan fokusere udelukkende på jobbet i Holstebro Svømmeclub.

Kommenter nyhed