Nyheder om dansk og international svømning

Jon Langberg ny NTC træner

26. maj 2020, AF Peter Lund Hansen

Følgende pressemeddelse er lagt på Svømmeunionens hjemmeside:

 

Jon Langberg fortsætter som træner på Dansk Svømmeunion og Team Danmarks Nationale Træningscenter pr. 1. august 2020.

For godt et år siden præsenterede Dansk Svømmeunion og Team Danmark setuppet på det Nationale Træningscenter (NTC) frem mod OL i Tokyo 2020. Her blev der indgået en aftale med startfællesskabet A6 om delvis at frikøbe cheftræner Jon Langberg til at virke som NTC-gruppetræner.

 

Setuppet har båret frugt, og derfor er sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach begejstret for, at det er lykkes at lande en aftale med en af Danmarks største trænertalenter, så den bæredygtige kultur for sportslige udvikling og trivsel kan videreføres.

 

- Jon Langberg har sammen med Mick Steen Nielsen været vigtige brikker i dansk svømnings Internationale High Performance miljø på NTC gennem det seneste år, og det glæder mig, at vi med ansættelsen af Jon Langberg kan videreføre det seneste års udvikling og sikre stabile rammer om svømmerne. Med sin erfaring fra såvel klubsvømning som International High Performance svømning kan Jon Langberg - i tæt samspil med landstræner Stefan Hansen - bidrage til at fastholde NTC som flagskib og videnscenter for International High Performance svømning i Danmark. Derudover kan han med sin solide klubbaggrund være med til at styrke samarbejdet mellem NTC og relevante klubmiljøer, hvilket er en af vores ambitioner, siger Lars Green Bach.

Det seneste år har Jon Langberg lært både svømmere og eksperter tilknyttet det Nationale Træningscenter at kende, og han ser frem til at skulle samarbejde med en gruppe mennesker, der brænder lige så meget for svømning, som han selv gør.

- Jeg glæder mig til at blive en del af sportsafdelingen og ekspertholdet omkring en række af landets bedste svømmere i jagten på internationale resultater til Danmark. I min trænerkarriere har jeg tidligere haft stor gavn af sparring med forskellige NTC-trænere, og jeg håber på selv at kunne videregive de erfaringer, vi gør os på NTC, til interesserede trænere og svømmere rundt omkring i landet, siger Jon Langberg og uddyber.

- Det bliver mærkeligt at forlade A6 efter at have været en del af klubben først som svømmer og derefter som træner i 16 år. Ikke desto mindre kan jeg ikke vente med at komme i gang med arbejdet på NTC, som jeg betragter som et kæmpe skridt i min trænerkarriere.

 

Gennem det seneste år har trænerteamet og ekspertholdet på NTC opstartet flere projekter heriblandt monitorering af træningsload, en ny teststrategi samt et solidt arbejde med pulsdata for NTC-svømmerne. De takter skal der holdes fast i, og derfor glæder landstræner Stefan Hansen sig over ansættelsen.

 

- Ansættelsen af Jon Langberg skal være med til at skabe videre kontinuitet. Han er uden tvivl en dygtig træner og en god teamplayer, der har bidraget positivt og konstruktivt til udviklingen af NTC det seneste år. Han er vellidt i gruppen af eksperter og ikke mindst blandt svømmerne på NTC, og sammen med resten af NTC-holdet skal han være med til at dele ud af vores erfaringer til resten af SvømmeDanmark, hvor han i forvejen er et kendt ansigt, siger Stefan Hansen.

 

Nogle af de menneskelige egenskaber, som Jon Langberg bidrager med som træner, er hans positive humør. Signe Bro, der er svømmernes valgte repræsentant i arbejds- og styregruppen med Team Danmark, glæder sig over, at NTC-svømmerne også fremadrettet får gavn af Jon Langbergs store energi og gå-på-mod.

 

- På vores alles vegne tør jeg godt sige, at vi er meget glade for, at Jon Langberg fortsætter. Som træner er han meget lyttende og møder den enkelte svømmer, der hvor han eller hun lige befinder sig på dagen. Han er utrolig god til at håndtere vores følelser, både når vi er glade og frustrerede, siger Signe Bro og uddyber.

 

- Det er fedt komme til træning, fordi han er lige så engageret, som vi selv er, og han er utrolig god til at se på den enkeltes svømmers udvikling i et større perspektiv.

 

Aktiviteterne på det Nationale Træningscenter drives i tæt samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og Team Danmark. Direktør i Team Danmark Lone Hansen er også tilfreds med, at Danmarks flagskib inden for International High Performance svømning nu tilføres en trænerkapacitet, der også rummer sociale kompetencer.

- Dansk elitesvømning er inde i en spændende udvikling, og Jon Langberg har allerede solidt kendskab til elitearbejdet på NTC og mange af atleterne. Både atleter og trænere er begejstret for hans arbejde, og ikke mindst hans tilgang til trænergerningen bliver fremhævet meget positivt af alle parter. Derfor er det en rigtig god nyhed, at Jon Langberg nu bliver en permanent del af trænersetuppet på NTC, siger Lone Hansen.

 

Anerkendt og kompetent træner

33-årige Jon Langberg har været træner i startfællesskabet A6 i 16 år, heraf de sidste syv år som cheftræner, hvor han løbende har haft gode muligheder for at udvikle sig.

I den periode har han blandt andet været træner for Julie Kepp Jensen, som har vundet en række internationale junior- og seniormedaljer, og ved OL i Rio var hun den yngste deltagende dansker. Som træner har Jon Langberg været en del af det danske landshold ved EM og VM for juniorer samt EM og VM på kort- og langbane.

Jon Langberg har uddannet sig på Diplomtræneruddannelsen og Idrættens Træner Akademi. Ved siden af jobbet i A6 var han fra 2009 til 2013 landstræner hos Parasport Danmark, og han deltog som træner ved EM, VM og de Paralympiske Lege.

Kommenter nyhed