Nyheder om dansk og international svømning

Jeanette Ottesen: Sidste chance for at få opfyldt drømmen

28. juli 2016, AF Jon Langberg

Jyllands Posten bringer et interview med Jeanette Ottesen, hvor hun både kigger lidt tilbage på sit sidste OL, og også kigger frem mod det der står lige for døren.

Ottesen fortæller om målet med hendes svømning i øjeblikket:

En OL-medalje ville være kronen på værket for min karriere og opfyldelsen af en stor drøm, jeg altid har haft. Det er helt klart det sidste, der mangler i min karriere – men også det sværeste at opnå.

Jeanette er i Rio til start ved sit fjerde OL, og har prøvet at gå tomhændet hjem med en 7. plads på 100 fri, på trods af at hun blev udråbt som medaljekandidat inden løbet:

Sidste gang begik jeg den fejl at sige, at jeg gik efter metal. Det er en dum fejl. Man ved aldrig, hvad der sker til OL – der kan dukke en eller anden komet-svømmer op ud af det blå, og andre kan præstere helt vildt. Man kan ikke styre ret meget andet, end hvordan man selv præsterer.

Jeanette referer selvfølgeligt til hendes 100 fri fra London, hvor hun havde udnævnt sig selv som medaljekandidat, men hvor det hele gik galt pga. en dragt der sprang, og hun endte på en skuffende 7. plads. Hun fortsætter og fortæller at OL nok bliver det sidste langbane mesterskab for hende:

Det kan sagtens være, at OL bliver mit sidste store langbanemesterskab. Men jeg tror ikke, at jeg kan stoppe helt fra den ene dag til den anden. Det bliver nok mere på et hobby-plan i fremtiden, hvor jeg også laver andre ting end at svømme. Samtidig kunne EM i Danmark på kortbane i 2017 være en fed måde at slutte det hele af på, men vi må se, hvad der sker.

Lars Green Bach, sportchef i Dansk Svømmeunion, fortæller om Jeanettes chancer, og videre om hendes kvaliteter og betydning for det danske hold:

Hvis hun lykkes med det, hun har gjort godt i mange år, så kommer hun også til at stå på podiet.

Jeanette er en vigtig svømmer for holdet, både på grund af den erfaring, hun har, og hendes kvaliteter som svømmer. Hun kæmper med alt, hvad hun har, når det gælder. Vi ved, at hun ikke svigter, når vi er i international topkonkurrence, og på den måde er hun en kæmpe inspirationskilde for mange af de unge svømmere.

Kommenter nyhed