Nyheder om dansk og international svømning

Holbæk Svømme Klub bakker op om Michael Hinge

24. april 2019, AF Jon Langberg

Holbæk Svømme Klub har lavet følgende skrivelse på baggrund af DRs dokumentar om spiseforstyrrelse i dansk svømning.

Kære alle medlemmer, forældre og andre interessenter.

Danmarks Radio bragte den 22/4 en dokumentarudsendelse – Svømmestjerner under overfladen. Udsendelsen vedrører en periode for ca. 9 år siden på det Nationale Træningscenter (NTC). Der omtales dels en generel ”hård” kultur omkring træningscenteret, hvor offentlige vejninger var en fast rutine for alle svømmere, dels fremhæves 2 episoder med 2 svømmere som under deres samarbejde med NTC udviklede spiseforstyrrelser.

Holbæk Svømme Klubs nuværende cheftræner Michael Hinge var på daværende tidspunkt junior landsholdstræner på NTC.

Bestyrelsen har set udsendelsen, og vi kan på ingen måde genkende noget i vores egen klub. Vores konkurrencesvømmere modtager vejledning omkring søvn, døgnrytmer, restitution, energiindtagelse, kost osv. men alt sker i god tone og med respekt for den enkelte. Vi har ingen systematiske kontrolvejninger.

Som forælder er man altid velkommen på kanten under konkurrencesvømmernes træning, og det benytter mange sig af.

5 af bestyrelsesmedlemmerne har selv børn i konkurrenceafdelingen.

De 2 svømmeres skæbne er ulykkelig, og det begræder vi, men vi ser ikke et mønster eller et spor.

Den samlede bestyrelse står fortsat 100% bag Michael Hinge.

Venlig hilsen

Bestyrelsen
Jacob Arneskov

Kommenter nyhed