Nyheder om dansk og international svømning

Hobro og Hadsund i nyt toårigt partnerskab

11. juni 2018, AF Jon Langberg

Hobro Svømmeklub og Hadsund Svømmeklub har valgt at indgå et toårigt partnerskab. Du kan læse meget mere herom i pressemeddelelsen herunder:

Hobro og Hadsund i et nyt toårigt partnerskab

De to klubber vil samarbejde om at udvikle hinanden og styrke interessen for svømning og vandaktiviteter i Mariagerfjord Kommune. Samarbejdet, der sker efter hjælp fra DGI, indebærer at begge klubber driftes af samme klubchef, og, at udvikling af klubbernes breddeaktiviteter sker i fællesskab. Endeligt indgår Hadsund Svømmeklub i et langsigtet talentudviklingsprogram, som Hobro Svømmeklub søsatte i oktober i 2017, bl.a. ved ansættelsen af cheftræner, Johan Lisberg.

- Hobro Svømmeklub har satset stort på talentudvikling, og Hadsund Svømmeklub bliver en vigtig samarbejdspartner i det arbejde, siger klubchef Christian Johnson.

- Målet er bl.a., at konkurrencesvømning i Mariagerfjord får et endnu større grundlag for at udvikle sig til et talentudviklingscentrum for svømmere i Himmerland og Kronjylland, siger han.

Cheftræner, Johan Lisberg, tilføjer:

- Vi er i de første faser i en langsigtet udviklingsplan for konkurrencesvømningen i Hobro Svømmeklub og i Mariagerfjord Kommune, men samarbejdet med Hadsund er en stor skalp og et vigtigt skridt i den rigtige retning for HSK. Hvis vi vil udvikle dygtige  svømmere med nationalt snit og skabe et konkurrencedygtigt miljø kræver det, at vi også ser udover 25m bassinet i Hobro.

Næste led - som vi er i gang med - er kommercialisering af Hobro Svømmeklubs konkurrenceafdeling, et forbedret samarbejde med lokalområdets erhvervsliv og Mariagerfjord Kommune og udvikling af de træningsmæssige rammer. Vi er nået langt siden oktober 2017. Men omvendt er vi først lige kommet i gang.

Hadsund Svømmeklub har godt 200 medlemmer, og med samarbejdet får klubben tilført en stor portion erfaring i foreningsudvikling og driftsløsninger. De to klubber forbliver selvstændige foreninger, men kommer tilsammen til at repræsenterer næsten 1500 medlemmer med interesse for svømning og vandaktiviteter. Hobro Svømmeklub tæller således 1200+ medlemmer. På sigt håber de to klubber, at andre lignende foreninger omkring Mariagerfjord vil indtræde i samarbejdet.

Da begge klubbers aktivitetstilbud udvides til den kommende sæson, og da der nu oprustes yderligere på konkurrenceplan også, søger klubberne både nye instruktører og konkurrencetrænere til den kommende sæson.

Spørgsmålet til partnerskabet eller øvrige henvendelser sker til klubchef, Christian Johnson, tlf. 2869 3537, eller cheftræner Johan Lisberg, tlf. 2526 2516.

Relaterede nyheder
Kommenter nyhed