Nyheder om dansk og international svømning

Hillerød Svømmeklub får støtte til udviklingsprojekt

10. oktober 2019, AF Jon Langberg

Hillerød Svømmeklub får støtte til udviklingsprojekt om svømmelyst hos unge

Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje kan Hillerød Svømmeklub nu sætte gang i projektet ’Vis mig svømmevejen’.
Hillerød Svømmeklub har fået 187.200 kr. i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje. Med bevillingen kan klubben se frem til at komme i gang med projektet.

Formand Tilde Juul ser især frem til, at Hillerød Svømmeklub nu kan få undersøgt og dokumenteret, hvorfor svømmesporten har så få unge medlemmer:

”Generelt ligger andelen af unge medlemmer mellem 13-24 år i svømmeklubber på 5-7 %, hvilket adskiller sig væsentligt fra andre store sportsgrene, som fx fodbold og håndbold, som har 30-35 % i de unge årgange. Til gengæld har vi et stort potentiale for at kunne ændre på dette, da vi er den sportsgren med flest medlemmer under 13 år. I vores projekt ønsker vi at undersøge hvilke kulturelle og organisatoriske faktorer, som er på spil i forhold til at få børn til at fortsætte i sporten”

I Hillerød Svømmeklub glæder formanden og de ca. 1400 medlemmer sig til at kunne komme i gang med projektet – og forhåbentlig kunne skabe bedre rammer og muligheder for de mange børn, så de har lyst til at forsætte med at gå til svømning.

”Projektet vil fokusere på at øge svømmeglæden hos unge i både svømmeskolen og i vores konkurrence-afdeling. I første omgang skal vi have indsamlet viden blandt medlemmer, ansatte og frivillige. Denne viden skal efter planen komme alle svømmeklubber til gode. Dernæst er intentionen, at projektet munder ud i en række konkrete initiativer i vores egen svømmeklub, som vil komme medlemmerne og klubben til gode”.

Klubben forventer, at projektet vil starte op i slutningen af 2019 og forløbe i hele 2020.

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt
Hillerød Svømmeklub har modtaget bevillingen på 187.200 kr. fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Om DIF og DGI's foreningspulje

  • Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen
  • Puljen ansøges via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk
  • Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider

Kontakt:

Hillerød Svømmeklub:
Formand, Tilde Juul
formand@hils.dk / 51703995

DIF og DGI's foreningspulje:
Konsulent, Trygve Laub Asserhøj
taa@dif.dk / 4326 2173

Kommenter nyhed