Nyheder om dansk og international svømning

Hørsholm Svømmeforening søger svømmeskoleleder

6. juli 2017, AF Jon Langberg

Hørsholm Svømmeforening søger en ny svømmeskoleleder. Du kan læse mere om jobbet herunder, eller endnu mere i jobopslaget.

Hørsholm Svømmeforening arbejder som forening for et bredt tilbud, der spænder fra svømning med børn fra alderen 3 år over voksen hold til masters og konkurrenceafdeling, et mindre springhold samt et nystartet Open Water tilbud. Vi har de seneste 2 år afviklet skolesvømning for 2 af de 4 folkeskoler i Hørsholm Kommune.

Vores svømmeskole har en medlemsskare på ca. 1400 medlemmer. Vores konkurrenceafdeling har ca. 100 medlemmer, og senest har vi etableret et startfællesskab med Søllerød Svømmeklub.

Vores forening har base i svømmehallen i Hørsholm Idrætspark, hvor vi har mulighed for at inddele hallens 50 meter bassin i mindre bassiner og springbassin. Herudover er der et lavt varmtvandsbassin til de mindste.

Vores organisation består af en frivillig bestyrelse, en ansat chef for konkurrenceafdelingen, trænere i K-afd., en administrativ medarbejder med ansvar for økonomi og kommunikation med medlemmer, samt ca. 40 timelønnede trænere i svømmeskolen. Den nye svømmeskoletræner vil referere gennem svømmeskoleudvalget til bestyrelsen.

Nu søger vi en leder af svømmeskolen. For os er det vigtigt at have en leder, der er stabil, der har lyst og er velfungerende på kanten med trænere og forældre. Vores nye leder kan:

  • Motivere og inspirere vores trænere og hjælpetrænere
  • Planlægge og vedligeholde de enkelte holds mål
  • Planlægge fordelingen af trænere på de enkelte hold
  • Sparre med chefen for k-afd. og bestyrelsen om haltider og andre relevante emner
  • Planlægge og iværksætte nye aktiviteter
  • Selv være træner for de hold, hvor det tilfører værdi
  • Kontaktpunkt for forældre og svømmere i et svømmeteknisk perspektiv
Kommenter nyhed