Nyheder om dansk og international svømning

Flemming Poulsen går på pension

2. juni 2021, AF Swimnews.dk

Flemming Poulsen der p.t. er assisterende elitetræner i Sigma Swim går på pension efter et langt og flot liv i svømmeverdenen i både ind og udland. 

Du kan læse mere om Flemmings pensionsplaner i pressemeddelelsen fra Sigma Swim nedenfor.

Flemming Poulsen stopper i Sigma Swim

Efter samlet næsten 10 år i Sigma Swim har Flemming Poulsen valgt at gå på pension.

Flemming har været assisterende førsteholds træner siden januar 2018, hvor han i tæt samarbejde med elite træner, Jonas Lundström har trænet nogle af landets bedste svømmere. Tidligere har Flemming også været cheftræner i Sigma Swim i perioden 2005-2010.

Nu skal Flemming ikke længere være aktiv på bassinkanten i Sigma Swim og har samtidig valgt at rykke teltpælene op fra det nordsjællandske og flytte tilbage til Holstebro med sin kone.

”Flemming vil i den grad blive savnet i Sigma Swim. Med hans kompetencer og erfaring har han bidraget til masser af flotte resultater og værdigivende erfaringsudveksling i klubben og i trænerteamet. Det vil blive svært at erstatte”, udtaler Sigma Swims klubchef, Mia Hyldahl.

I dansk svømning kan Flemming betegnes som den mest erfarne træner gennem rigtig mange år. Han har været træner i Holstebro, dansk landstræner, schweizisk landstræner, landstræner for Liechtenstein og selvfølgelig træner i Sigma Swim i perioderne 2005-2010 og 2018-2021. Derudover har han deltaget som landstræner ved OL hele 7 gange.

”Det er med vemod jeg siger farvel til Danmarks bedste klub, ledelse og trænerteam. Det har for mig været en utrolig rejse, først som cheftræner og efterfølgende som ass. træner sammen med Jonas Lundström. Der er ikke noget der kan motivere en træner mere end at have med de bedste svømmere i landet at gøre! Jeg vil fortsat følge udviklingen af svømmerne i Sigma Swim og ønsker

af hjertet alle en rigtig god og stærk fremtid. Held og lykke til min efterfølger, dette er et drømmejob med uanede muligheder!

Tak til alle Sigma svømmere , trænere og ledere jeg har mødt på min vej”, udtaler Flemming Poulsen.

Sigma Swim ønsker Flemming alverdens held og lykke i sit videre liv og takker for rigtig mange gode år i klubben. Nu igangsættes processen om at finde en ny profil til jobbet som assisterende elitetræner i Sigma Swim.

Kommenter nyhed