
Dansk Svømmeunion dropper dansk EM deltagelse
Dansk Svømmeunion har netop meldt ud at man har valgt at droppe deltagelse ved de Europæiske Mesterskaber i maj måned. Begrundelsen ligger i at man vurderer at det er mere optimalt for de to svømmere der skulle have deltager for Danmark, Katrine Holm Sørensen og Mathias Gydesen, at forsøge kvalifikationen ved Sette Colli stævnet i Rom i midten af juni måned.
Læs hele pressemeddelelsen:
Eliteafdelingen har med baggrund i at kun få svømmere har kvalificeret sig direkte til EM i Ungarn besluttet helt at droppe deltagelsen. EM afvikles i perioden 21. – 27. maj.
Deltagelsen af OL-holdet ved EM var allerede ved sæsonstart aflyst pga. forberedelser til OL. Derfor drejer det sig om få svømmere der i stedet får tilbudt deltagelse ved det 49. Sette Colli stævne i Rom sammen med OL-holdet. Stævnet i Rom afvikles 14. – 16. juni og er FINA-godkendt som OL-kvalifikationsstævne.
Dansk Svømmeunion har af Danmarks Idræts-Forbund modtaget tilladelse til at lade eventuelle OL-kvalifikationer ved dette stævne være gældende i stedet for ved EM. Det endelige hold af svømmere der deltager ved Sette Colli i Rom udover OL-holdet offentliggøres i uge 15.