Nyheder om dansk og international svømning

Dansk OL-hold udtaget med tilføjelse af Tobias Bjerg

17. juni 2021, AF Thomas Lund

Det danske hold til de Olympiske lege er nu udtaget. 

Holdet udgør 9 svømmere. Måske lidt uventet er Tobias Bjerg at finde på holdet.

Tobias var blot 2/100 over OL kravtiden på 100 bryst ved det nyligt overståede EM i Budapest. Hans danske rekord på 59.17 er langt under kravet på 59.93, men sat uden for kvalifikationsperioden. Ved Danish Open 2019 svømmer Tobias 59.46, hvilket er inden for den internationale kvalifikationsperiode men i princippet uden for den danske. 

Det har der været gode grunde til at dispensere for. Tobias er som nævnt under de internationale krav. Han har været skadet og var i kapløb med tiden frem mod EM 2021. Han svømmede lynende hurtigt på 4x100 HM mix ved EM med splittiden 58.98 med skiftetid på 0.37 - der er potentiale til mere end at svømme indledende heats i Tokyo. 

Super fedt at Tobias, der i 2019 blev kåret til bestsellers Olympiske håb, også er med i Tokyo. 

Nedenfor pressemeddelelsen fra danmarks idrætsforbund: 

Pernille Blume erobrede de danske sportshjerter, da hun vandt guld i 50 m fri ved OL i Rio i 2016. Siden har Blume bidt sig fast i den absolutte verdenselite, og hun er selvfølgelig med på listen over de foreløbig ni svømmere, som i dag er udtaget til at repræsentere Danmark ved OL i Tokyo.

Med på listen er også Jeanette Ottesen, der har gjort et comeback til elitesvømning, efter at hun i 2017 fødte en datter, og nu er klar til sit femte OL.

De ni svømmere, som DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, har udtaget, er:

Pernille Blume, 50 og 100 m fri og 4x100 m fri

Alexander Aslak Nørgaard, 1500 m fri

Signe Bro, 100 m fri og 4x100 m fri

Tobias B. Bjerg, 100 m brystsvømning

Anton Ørskov Ipsen, 800 og 1500 m fri

Emilie Beckmann, 100 m butterfly

Helena Rosendahl Bach, 1500 m fri

Julie Kepp Jensen, 50 m fri og 4x100 m fri

Jeanette Ottesen, 4x100 m fri

Blume klar til at forsvare guldet

Siden OL i Rio i 2016 har dansk svømning gennemgået et generationsskifte og sagt farvel til flere tidligere medaljevindere. Således er de ni svømmere, der er udtaget, en blanding af etablerede stjerner og unge navne på vej frem. Men Pernille Blume, der leverede en af de helt store danske præstationer i Rio med sin guldmedalje på 50 meter fri, møder op som forsvarende olympisk mester i Tokyo.¨

”Jeg har erfaringen med mig. Jeg ved, hvilken energi og stemning, der kan være, selv om Tokyo desværre ikke bliver så intenst og stort som i Rio på grund af corona og restriktionerne. Men alle OL er forskellige. Mit første OL (2012, red.) og andet OL var meget forskellige oplevelser, og jeg tror også, dette bliver en meget anderledes oplevelse i forhold til de andre,” siger Pernille Blume og fortsætter:

”Jeg forventer, at jeg kommer til at gøre det godt. Hvor det så bringer mig hen, er svært at sige. Men min mavefornemmelse siger mig, at jeg vil gøre det godt, og så må vi se om det rækker til noget metal.”

Kommenter nyhed