Nyheder om dansk og international svømning

Danish Open 2012 - Dag 3 - Kvalifikationer og rekorder

24. marts 2012, AF Jon Langberg

Endnu en fantastisk dag er slut i Bellahøj - En dag der bød på både kvalifikationer til OL og EJM, og ikke mindst tre flotte rekorder.

Olympiske Kvalifikationer
Mie Ø. Nielsen leverede intet mindre end en pragtpræstation da hun i aftenens finale på 100 ryg smadrede både den danske junior rekord, danske senior rekord og ikke mindst den nordiske rekord på distancen med 59.69 - En tid der sænker den nordiske rekord med intet mindre end 0.79 sekund. Tiden er samtidigt over et sekund under OL kravet, og giver en tredjeplads på den aktuelle verdensrangliste.

Mads Glæsner, Daniel Skaaning, Anders Lie og Pál Joensen sluttede aftenens finaleafsnit af med at svømme 4x200 Fri i tiden 7.15.38, fordelt på følgende splittider:

  • Mads Glæsner - 1.49.46
  • Daniel Skaaning - 1.49.04
  • Anders Lie - 1.49.09
  • Pál Joensen - 1.47.79

Tiden er 0.27 sekund under den nationale OL kravtid, og betyder at danskerne dermed er med i kampen om en plads til OL. Det forholder sig sådan at det kun er de bedste 16 hold i verden der udtages til OL, hvoraf de første 12 hold blev udtaget ved VM, og der er således kun 4 pladser tilbage at kæmpe om. Det er derfor først klart i juni om de danske herrer bliver udtaget til OL. Lars Sørensen, elitechef i Dansk Svømmeunion, vurderer at chancen er stor:

Jeg vurderer, at det er sandsynligt, at de fire herrer, med aftenens stærke præstation, får tildelt en nationsplads, idet vi har sat en national kravtid, der svarer til det, der ved sidste års VM ville have resulteret i en 12. plads ved VM.

Danske rekorder
Foruden Mies utroligt flotte 100 ryg lykkedes det for Niklas Hedegaard at sænke den danske seniorrekord på 50 bryst til tiden 28.72, mens Joachim Mortensen sænkede den danske juniorrekord i tiden 28.88.

Julie Aglund Lauridsen sænkede på 400 IM den danske juniorrekord med 3.69 sekunder til tiden 4.53.45, mens Daniel Steen Andersen sænkede juniorrekorden på 100 fly til tiden 54.16 - en forbedring på 0.55 sekund.

EJM Kvalifikation
Christina Munkholm svømmede sig med 1.01.35 på 100 fly ind på det danske hold til sommerens EJM, hvor kravtiden lød på 1.02.55.

Alle resultater fra Danish Open kan findes hos Livetiming.dk

Kommenter nyhed