Nyheder om dansk og international svømning

Daniel Skaaning sætter sigtekornet på Tokyo 2020

23. september 2016, AF Jon Langberg

Daniel Skaaning har meddelt at han har blod på tanden i forhold til at tage fire år mere, og sigter efter de Olympiske Lege i Tokyo 2020! Du kan læse hans besked herunder:

Kære alle,

Der er nu gået en måned siden, at jeg satte benene på dansk jord efter et ubeskriveligt OL i Rio, som jeg altid vil være taknemlig for at have været en del af. Jeg var en del af en holdkap, som overraskede alt og alle, hvor jeg selv præsterede mere end 2 sekunder hurtigere end jeg nogensinde har gjort før! Et kæmpe tak skal der lyde til Stefan Hansen, min træner, som har uendelig stor ære i min præstation. Også et tak til hele teamet bag kulissen og ikke mindst min familie, som tog hele vejen til Rio for at støtte mig. Den support, som jeg har fået op mod OL, har været uundværlig. Tusind, tusind tak!

Hvad mange måske ikke ved er, at jeg gik ind til OL med den overbevisning om, at det ville blive mit sidste og at min svømmekarriere ville ende. En karriere, som jeg ser tilbage på med tårer i øjnene og et kæmpe smil på læben. En karriere, som har givet mig egenskaber som dedikation, målbevidsthed og en arbejdsmoral, som jeg før OL var klar til at tage med videre 'på den anden side'.

MEN, at træde ind på den aller største scene og præsterer på absolut internationalt top-niveau, har givet mig blod på tanden.
De sidste 2 år op til OL, har jeg grebet min svømning og træning an på en lidt anden måden end ellers, og jeg tror, at ved at fortsætte på denne måde fremadrettet, kan jeg skabe nogle endnu større resultater.
Derfor har jeg besluttet mig 100% for, at de næste 4 år skal være et projekt og en process, som kulminerer i Tokyo.

Jeg håber, at I vil være med på min rejse, og jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer!

De bedste hilsner

Daniel

Kommenter nyhed