Nyheder om dansk og international svømning

7.dagens indledende ved VM på langbane - kæmpe dansk rekord

27. juli 2019, AF Thomas Lund

Begge de danske piger kom videre på 50 fri. Først Julie Kepp Jensen i vandet der svømmede 5/100 over sin personlige rekord og med 25.02 kvalificerer hun sig til eftermiddagens semifinaler som nummer 15.

Danmarks største profil, Pernille Blume svømmede sig sikkert videre i sin første start ved VM hvor hun leverer 4.hurtigste tid i indledende, 24.44. Pernille så ud til at have et gear mere så det skal nok blive spændende at se hende imod blandt andet pigen der var hurtigst videre, Sarah Sjöström som svømmede 24.26 i et indlednede heat der generelt ikke gik specielt hurtigt. 

På 50 bryst svømmer Matilde Schrøder og hun bliver sidst i sit seedede heat i 31.98 og kommer ikke videre fra indledende. Matildes personlige rekord lyder 31.23 fra DM på langbane i 2018 og den havde rakt til en plads i semifinalen. 

1500 fri for herrer har været imødeset med spænding da hele to danskere skulle til start og håbet om en finaleplads var til stede da indledende afsnit ofte ender i en taktisk affære hvor nogle af de største profiler prøver at spare sig. Endvidere spændende at se hvordan VM debutanten Alexander Aslak Nørgaard ville svømme i sin eneste start ved VM. 

Alexander svømmer et fantastisk løb og med tiden 14.47.75 svømmer han sig i VM finalen med 4.hurtigste tid og dansk rekord med knap 8 sekunder. Tiden er godt 1.5 sekund fra Pal Joensens nordiske rekord på 14.46.33 fra VM i Shanghai i 2011. Anton Ipsen svømmer et stykke fra sin personlige rekord med 15.04.02 men en præstation der hænger godt sammen med Antons fokus på 800 fri i begyndelsen af stævnet hvor det blev til en flot 9.plads i ny dansk rekord. 

Finalen på 1500 fri bliver i øvrigt samtidig et europæisk opgør da den bedste ikke-europæer på 1500 fri blot blev nummer 11 - du kan se resultatet fra løbet her.

Finalen på 1500 fri svømmes i finaleafsnittet søndag hvor Alexander skal svømme på bane 6 mellem europamesteren Wellbrock og italienske Azarenca. Søndag er der i øvrigt også 50 fri finale hvor Pernille Blume forhåbentlig er med.

Kommenter nyhed