Nyheder om dansk og international svømning

1. dagen ved Danish Open

17. april 2021, AF Thomas Lund

Vi ser tilbage på 1.dagens resultater ved danish open der blev skudt igang med lovende takter, men ingen nye seniorkvalifikationer. 

Seniorkvalifikationer til trods, så blev der svømmet stærkt på 1.dagen. Det er måske ikke super overraskende når man tager coronaperioden i betragtning, men pr. procenten efter 1.dagen er markant højere end ved noget andet Danish Open i nyere tid. Helt oppe på 71%, hvor det næsthøjeste for et færdigsvømmet Danish Open er 56%, mens f.eks. Danish Open 2015 var helt nede på 41%. Der er oparbejdet appetit på hurtig svømning henover forårets mange forhindringer.

400 IM Damer: 

OL kvalificerede Helena Rosendahl Bach, Holstebro vinder 400 IM i en solid pr. med 4.45.83. På 3.pladsen fik Josefine Zebitz, Hovedstaden vist hvor grusom Danish Open også kan være. 4.57.80 og knap 7 sekunder bedre end det hun svømmede ved NÅM 2019, mens hun for 1.5 måned siden svømmede 5.00. Tiden i dag er blot 18/100 fra kravtiden til EJM. For juniorerne er Danish open et knald eller fald stævne så hun må på den igen i et af de andre løb.  

1500 fri herrer: 

Frederik Lindholm, Århus Swim var ganske nær EJM kval i et løb med blot 2 deltagere. Med 16.02.36 var Frederik mindre end 7 sekunder fra kravtiden til EJM.

200 fly Herrer: 

Viktor B. Bromer, Aalborg havde ryggen mod muren ift at kvalificere sig til EM og i realiteten også OL. Viktor svømmede lovende til 150m men stivnede så og sluttede i 1.59.12 - kravtiden til EM lød 1.58.23. Bag Viktor blev Oliver Søgaard Andersen, Hovedstaden nummer 2 i 2.02.24. I formiddagens indledende svømmede Oliver en flot ny dansk juniorrekord på 2.00.90. Den tidligere rekord tilhørte netop Viktor med 2.01.35 - en historisk mindeværdig præstation Viktor lavede ved EYOF i 2009 og som tog ham 3 år at overgå. En stor skalp at nappe den rekord. 

100 bryst damer: 

Pigerne på 100 bryst var et stykke fra EM kravtiden på 100 meteren. Allerede EM kvalificerede på den dobbelte distance, Thea Blomsterberg, Sigma vinder i 1.09.00. EM kravtiden lyder 1.08.08. Clara Rybak Andersen, Gentofte laver en stor pr. til 1.09.31 hvilket lover godt for 200 meteren. Det samme kan siges om Anna Wermuth, Hovedstaden der svømmede sin næsthurtigste 100 bryst i karrieren og dermed fremgang i forhold til sidste uge i Stockholm. 

50 fri herrer: 

4 af de 11 hurtigste tider i dette årtusinde blev svømmet på herrernes 50 fri. Hurtigst Malthe Lindeblad, Vejle med 22.77 foran Jonas Kistorp, Lyngby 22.85 og Frederik Møller, Helsingør 22.92. I indledende svømmede Frederik Lentz, Gladsaxe 22.87 og dermed 4 personlige rekorder der lover godt for at vi snart kan få en herre nær Jakob Ankjærs danske rekord på 22.36. Nu har den stået 12 år - det må være tilpas :-)

100 ryg damer: 

Karoline Sørensen, Thisted vinder i 1.01.81 - 15/100 bedre end den personlige rekord fra OL-kval stævnet i Vejle, men et stykke fra EM kravtiden på 1.01.15. Kristine Nilsson Norby, Gentofte under EJM B-kravtiden med 1.03.53

200 bryst for herrer: 

Jacob M. Jørgensen, Kvik fik belønning for ihærdighed og flytter niveau fra 2.16.0 i 2017 til 2.14.61. Em kravtiden lyder 2.12.31. Løbet bød også på en præstation meget tæt på EJM-B kravet og en anden præstation bare 2/100 over NM junior kravtiden. Der er heldigvis 4 dage endnu for de der var lige over her til aften. 

Kommenter nyhed