Nyheder om dansk og international svømning

Derfor skal du ikke starte, hvor du sluttede…

Sommerferien lakker mod enden for de fleste af os og det er tid til sætte nye mål. Jeg oplever tit at mange, efter en pause, vil starte der, hvor de sluttede.  Men hvorfor starte der?  Argumenterne er mange; dette er jo vejen videre, jeg skal jo fremad, jeg er frisk og motiveret efter en ferie.

Netop af disse grunde, skal vi ikke starte, hvor vi sluttede. Ferien er en tid, hvor vi kan få lidt perspektiv på tingene.  Vi skal derfor give os tid til at ”rejse” derhen, hvor det giver allermest mening.  Mening? Ja mening! Vi kan jo starte med at finde ud af, hvad ville give os allermest succes i dag og så lade være med at gøre det. I stedet skal du kigge på, hvad der vil sende dig hen mod det, du allerhelst vil have succes med i fremtiden.

Derfor har jeg 5 spørgsmål, som jeg altid giver, når folk starter på noget nyt.

 

1/ Hvad vil du gerne have mere af`?

Find ud af hvad du allerhelst vil have og hvordan, det vil bidrage til at fylde dit liv med succes på den lange bane. Det er ret abstrakt og behøver ikke være defineret ned i mindste detalje. Det kan være at du gerne vil være mere glad, du vil gerne forfremmes, du vil være verdens bedste. Når du har fundet ud af det og kan argumentere for, hvorfor du vil opleve det som en succes og hvilken værdi, det vil give dig som mennesker, så kan vi begynde at arbejde med hvordan du får succes med det.

 

2/ Hvornår skal du have succes.

Alt for mange mennesker starter med alt for høj fart og kommer derfor til at miste fart og momentum alt for hurtigt. Succes er ikke kun, hvad du gør i dag, men om du kan blive ved med at gøre det i rigtig lang tid. Det betyder ikke, at du ikke må være god i dag, du skal bare ikke være bedre i dag, end at du kan blive ved med at være god frem til du skal have succes.

 

3/ Hvad er det vigtigste, du skal have den dag, du skal have succes.

Skal du have et specifikt produkt eller måske have lært noget nyt? Kort sagt, hvad er din kerneopgave at opnå? F.eks. skal du måske have en anden kropsform? Bedre fysik? Bedre mentalitet? Anderledes fokus? Ny ledelsesstil? Skabt nye relationer? Find ud af præcis hvad det kræver og definer så hvordan du har tænkt dig at opnå det. Nej, alt skal ikke være perfekt i dag eller i morgen, men du skal nå et skridt længere hverdag.

 

4/ Skal du gå i andres fodspor eller nye veje?

Når du nu har fundet ud af, hvor vi er på vej hen og hvornår vi skal være fremme, kan vi begynde at arbejde på, hvad vi skal stjæle. Hvem har gjort noget lignende og hvad kan du lære af dem? Hvor langt kan du nå i deres fodspor og hvornår skal du til at lave dine egne fodspor for at komme frem?

 

5/ Alle oplever modgang og går forkert.

Ja, sådan er livet desværre. Det går ikke som planlagt. Vi møder modgang og nogen gange, når vi tror at vi er fremme, er det slet ikke det sted, vi gerne ville være og så må vi finde ud af, hvad vi så gør. Det vigtigste er, at vi ikke bliver stående, eller går ud af døren for bare at komme ind igen samme sted. Jeg oplever alt for ofte mennesker, der bliver ved med at gå ind og ud af den samme dør og så ikke kan forstå, at tingene ikke forandrer sig, når de kommer ind.

 

6/ Hvem skal coache og skubbe dig.

Ingen mennesker kan klarer sig 100% selv. Vi har alle sammen brug for nogen, der kan hjælpe os med at blive bedre, holde os på sporet, og udfordre os til at håndtere de udfordringer og forhindringer, vi møder. Jeg tror på, at en coach eller mentor er en afgørende faktor for at opleve succes. En der holder med dig og ikke har for meget på spil i jeres relation. En der tør og vil udfordrer dig til at være alt det, du kan være. En der ser dine ”blinde” sider og vigtigst af alt en der har en række redskaber, der kan hjælpe dig på vej.  Jeg oplever gang på gang værdien af det. Det gælder både atleter, trænere, virksomhedsledere, studerende og alle andre på rejse mod succes i deres liv. Læs om hvordan jeg arbejder med mentaltræning og coaching her og hvordan andre har oplevet at en sådan rejse med mig nedenfor.

Jeg vil ønske dig god rejse med din succes og husk at du ikke bare skal fortsætte, hvor du slap, men starte der, hvor det giver allermest mening.

Kim Dietrichsen

sportsmind.dk

 

Originalt udgivet af Kim Dietrichsen på  http://sportsmind.dk/derfor-skal-du-ikke-starte-hvor-du-sluttede/

Image: 

Blog: Skal, skal ikke… 11 paradokser, når du er tæt på highperformancesport

På mine ture rundt i Danmark med foredrag og coaching er jeg efterhånden løbet ind i en lang række paradokser, som kan sætte mig i dobbeltsind.  Det er paradokser, som gælder alle trænere, ledere og ikke mindst forældre i sport. Jeg elsker at diskutere dem og tænkte, jeg lige ville dele dem med alle jer, der følger denne blog. Jeg vil løbende komme med tanker, forslag og redskaber til hvert paradoks her på bloggen henover sommeren.

1. Du skal være tæt på og involveret i atletens liv,

så du kender atleten, så du kan hjælpe, være nærværende og omsorgsfuld.

-Men du skal være langt nok væk til at kunne se tingene i helikopterperspektiv og ikke blive fanget af dagligdagens humør og motivationsudsving.

2. Du skaber udvikling gennem proces og mastery tankegang,

så atleten kan udvikle sig og lære at søge efter forbedringer gennem procesmål,

-Men sport handler i den sidste ende om at vinde, så processen er kun et middel til at opnå medaljen.

3. Du skal gå forrest og vise vejen,

så atleterne ikke er i tvivl om retningen og dit engagement,

-Men du skal sikre dig, at det er atletens projekt at finde vejen til resultaterne. Det er bedre og lade denne blive et selvstændigt individ, der søger udvikling og resultater og nogle gange gå omveje for at skabe ejerskab.

4. Du skal udvise tillid til dine atleters dømmekraft,

så atleten føler sig tryg og lærer at turde handle selvstændigt,

-Men du skal undgå, at atleten fejler stort, så du bliver nødt til at kontrollere og sætte krav til den enkelte atlet.

5. Du skal tænke på dine egne karrieremuligheder,

så du bliver nødt til at fokusere på at skabe resultater og synliggøre, at du står bag,

-Men atleten skal fokusere på at lære tingene i den rigtige rækkefølge og ikke være fanget af en træner eller et kortsigtet resultatfokus.

Læs artikel om mindset træning

6. Du skal tænke langsigtet udvikling,

så du ikke begrænser din atleters muligheder for at nå deres fulde potentiale,

-Men hvis du ikke bliver bedre og udvikler atleterne nu, mister de motivationen og glæden ved sporten.

7. Du skal være kompromisløs,

så dine atleter ved, du vil det og ikke er i tvivl om,  at du lever det ultimative set-up,

-Men du skal give plads til den enkeltes behov og situation i hverdagen.

Læs artiklen: "Selvfølgelig skal DIT barn vinde"

8. Du skal være altvidende,

så du kan håndtere alt fra fysisk træning, skader, mentale aspekter og planlægningen af dagligdagen til konflikter, kommunikation og bestyrelsesarbejde,

-Men du skal være ydmyg og involvere eksperter i din hverdag så du ikke bliver ensporet og fastlåst i dine tanker. Du skal bruge input og kunne sortere det.

9. Du skal være visionær,

så du skal se det store billede, have store drømme, være motiveret for at udleve dem og vise vejen til dem,

-Men acceptere, at udøverne ikke altid har samme drømme, mål, ambitioner og motiver, som du har.

10. Du skal planlægge og strukturere sporten,

så du skaber det optimale set-up for atletens udvikling og træning,

-Men acceptere, at atleten ikke altid kan passe sin hverdag ind i rammerne.

11. Det skal være okay at have det sjovt og hyggeligt,

så alle føler sig godt tilpas og kan have det sjovt sammen,

-Men du skal altid være seriøs og klar i din kommunikation, når du snakker om sport og udvikling.

Det var 11 paradokser fra undertegnede Kim Dietrichsen, sportsmind.dk. Jeg håber, det sætter lidt tanker i gang om din daglige praksis og giver dig lyst til at være endnu mere skarp i din daglige praksis. Tænker du, at du kunne bruge mig som inspiration til din forening eller klub, er du velkommen til at kontakte mig for en snak eller et uforpligtende tilbud info@sportsmind.dk. Læs evt. om mig som foredragsholder her Læs også om personlige udviklingspakker inden for ledelse, mentaltræning fra sportsmind.dk her. Næste blogindlæg bliver omkring mentaltræning arbejdstitlen er indtil videre ”6 redskaber, du altid får hos en coach” men lad os se hvilken, det tager når jeg kommer igennem det.

Image: 

Blog: ”Selvfølgelig skal DIT barn vinde!”

Ja – det mener jeg fra bunden af mit hjerte, men vi bliver nødt til at få defineret, hvad vil det sige at vinde?  Er det flest mulig guldmedaljer, mest mulig udvikling, er det at lære at udvikle sig, er det at kunne agere i medgang og modgang … eller er DIT barn en vinder hvis det er det gladeste barn? Der skal ikke herske nogen tvivl om, at børn allerede fra en tidlig alder ved, hvem der har scoret flest mål når de spiller fodbold, hvem der svømmer hurtigst til svømmestævnerne og hvem der generelt er bedst til det de nu engang laver. Det er en naturligdel af vores kultur og af menneskers instinkter. Skal vi så stimulere det yderligere? Det er et godt spørgsmål, synes jeg.

Jeg oplevede i weekenden til et fodboldstævne for børn på 6 år mange former for vindere. Der var dem, der vandt fodboldkampene, der var dem, der lykkedes med det de havde trænet og der var også dem der fik en is og kom på Mc Donalds fordi de scorede (ærgerlig hvis man på holdet trænede samspil, men det er en anden snak). Men det, der faldt mig i øjnene var, hvor mange tabere der var blandt børnene.

Tabere? Ja – tabere, der var selvfølgelig dem der tabte kampene, men de blev først kede af det når forældrene stod sørgmodigt på kanten og råbte ”Så vinder i næste gang!” eller spurgte hvorfor de ikke vandt.

Så var der de forvirrede børn, der stod og kiggede frem og tilbage mellem far der råbte på sidelinjen, bolden og træneren, der råbte de skulle holde fokus på bolden. Det var forvirrede børn og de var usikre på, hvad de faktisk skulle gøre… usikkerhed er vel i hvert fald ikke målet?

Der var også dem, der fik at vide at nu måtte de vinde den næste kamp, men hvordan vinder man i fodbold? Det gør man vel ved at spille god fodbold, så burde vi ikke tage snakken om hvordan de spiller god fodbold i stedet for om hvordan de vinder?

Lad os spole tilbage til begrebet ”vinder”. Hvad er en vinder og kræver en vinder, at der er en taber? I sport er vi vant til, at der er en, der vinder og resten er tabere. Udtryk som ”man vinder guld og taber sølv” er hverdag i de fleste sportsforeninger. Jeg har de sidste mange år beskæftiget mig med vinderkultur i alt fra talentmiljøer og elitesport til virksomheder, der vil have en vinderkultur. Jo mere, jeg hører ordet ”vinder”, jo mere bliver jeg rent faktisk i tvivl om, hvad det betyder.  Jeg har derfor valgt at definere vindere som dem, der har det rigtig godt med det de gør, har succes og vigtigst af alt kan håndtere modgang, udfordringer og forhindringer. De bliver inspireret af andre til at gøre det bedre og så har de forstået at deres succes afhænger af deres udvikling og det arbejde de gør hver dag til træning.

Læs om foredrag med sportsmind.dk

Så ja … DIT barn skal være en vinder. Og ja … dit barn skal vinde, men tænkt dig rigtig godt om med hvad præmien er og hvad man får den for.

Jeg har 5 ting som jeg ser som de vigtigste i forhold til at opdrage en vinder. Ikke en vinder med flest guldmedaljer, men en vinder, der er rigtig god til at blive bedre og har det rigtig godt.

1/ Mød udfordringer med oprejst pande og omfavn dem som muligheder for udvikling

2/ Kæmp, når du møder en forhindring

3/ Lær at arbejde og forstå værdien af din indsats i forhold til dine resultater

4/ Lær dem at lytte til mennesker der vil dem det godt, kritik og feedback er vigtige redskaber til at blive bedre.

5/ Se andre som inspiration til at blive bedre og nå nye højder.

Læs mere om mindset træning her

Betyder det så at man ikke må være glade når ens barn vinder en medalje? Nej det skal man da og selvfølgelig må de også godt komme på facebook, men husk nu hvorfor de har fået medaljen. Det skal ikke være fordi de er noget helt specielt eller er verdens bedste. Nej – det er fordi de har omfavnet en udfordring, kæmpet mod forhindringer, arbejdet hårdt, lært af feedback og vigtigst af alt fordi de bliver inspireret af andre mennesker, der er dygtigere end dem eller gør noget unikt.

Når jeg debatterer og holder oplæg om emnet, oplever jeg tit at blive spurgt til hvor stor betydning det har? Mit svar er altid en historie om en dreng, der til mit første møde med ham om hans forældre sagde ”Jeg er ikke sikker på, om mine forældre kan elske mig, hvis jeg ikke vinder”. Det er et udsagn, jeg desværre ofte møder hos unge atleter, der efter en succesfuld start på deres sportskarriere for første gang møder modgang. Det må børn aldrig være i tvivl om. Forældrene elsker dem lige meget hvad der sker på sportsbanen og at et barn kan få andre tanker vidner om en misforstået forældrerolle.

Læs første artikel fra serien om forældre i sport:  Sådan stresser du dit barn mest muligt!

Har du lyst til at høre mere er du velkommen til at kontakte mig på telefon 20 43 86 33 eller kim@sportsmind.dk.

Hvis din klub, institution, skole, forening eller andet har lyst til en god debat om ”børn, der vinder” kontra ”vinderbørn” er I selvfølgelig velkomne til at kontakte mig.

 

Image: