Nyheder om dansk og international svømning

Sigma Swim overlever måske bruddet

19. juni 2017, AF Jon Langberg

Som vi meddelte for få dage siden, har klubberne i Sigma Swim valgt at gå fra hinanden efter denne sæson, og opløse det succesfulde startfællesskab. Den udmelding har ikke overraskende affødt en masse spørgsmål til fremtiden for de to klubber, og ikke mindst alle svømmerne.

De to klubber i Sigma Swim, Allerød og Birkerød, har begge indkaldt til en fælles ekstraordinær generalforsamling den 1. juli kl. 10, på baggrund af et ønkse fra et forældremøde lørdag.

Ønsket fra forældremødet går på at de to bestyrelser skal gå af, og at man efter en ny konstituering af bestyrelser, igen skal arbejde for et samlet Sigma Swim.

Forslag fremsat på forældremødet 17/6:

Der skal fortsat arbejdes for et fælles Sigma, det er medlemmernes ønske. Der skal derfor ske en ændring af sammensætningen af bestyrelserne.   De nye bestyrelser skal sammen finde en ny fælles vej og skabe et stærkt samarbejde.

Begge generalforsamlinger holdes samlet - afstemning naturligvis klubvis.

Birkerød har efter føromtalte forældremøde fremsendt følgende pressemeddelelse. Den ser ikke ud til at pege i retning af et fælles Sigma, og det bliver således spændende at se hvor samarbejdet ender, hvilket vi nok bliver klogere på efter de ekstraordinære generalforsamlinger.

Sigma Swim Birkerød - plan fra sæsonstart

Startfælleskabet mellem Sigma Swim Birkerød og Sigma Swim Allerød stopper desværre ved sæsonafslutning. Vi har arbejdet på højtryk for at sikre ro for klubbens medlemmer – og de mange brikker er nu ved at falde på plads.

Sigma Swim Birkerød bærer en lang succesrig tradition som eliteklub videre, med en ambition om at skabe en af de allerbedste klubber med et excellent trænerteam og en cheftræner med stort potentiale på 1. holdet. Sigma Swim Birkerød har et godt miljø for medarbejdere, trænere, officials, forældre og ikke mindst svømmere. Fremadrettet vil vi fortsat arbejde på at skabe et dynamisk miljø, hvor de enkelte svømmere skal have de allerbedste muligheder for at udvikle sig til at udfolde deres fulde potentiale. Målet er fortsat at skabe svømmere på det absolutte topniveau og et optimalt læringsmiljø.

Lidt fakta om Sigma Swim Birkerød:
Klubben har over 90 konkurrencevømmere.
Klubben har en af landets største svømmeskoler med en stærk administration.
Økonomien er sund.
Der vil blive etableret et 1., 2. og 3. hold samt et talenthold.
Der er en plan for haltid som netop er faldet på plads - med samme træningsmængde som hidtil

For at få det helt rigtige set-up er der indgået en aftale med Bo Jacobsen fra Bo Jacobsen Coaching. Bo vil dels være vikarierende cheftræner for det nye førstehold, dels sparringspartner i forbindelse med at sætte det bedst mulige trænerhold fremadrettet i Sigma Swim Birkerød. Bo er en teknisk træner og en af Nordens stærkeste kapaciteter. Bo har blandt andet været landstræner i Finland fra 2013-2015.

Se mere om Bo Jacobsen, http://www.bojacobsenconsulting.dk/dansk-om-mig

Evt. spørgsmål til ovennævnte kan rettes til formand for Sigma Swim Birkerød Inga Nørby på telefon 30751854 eller klubchef Mia Hyldahl i Sigma Swim Birkerød telefon 21 44 45 90.

Kommenter nyhed